Kratér
Den store vinbowle, kratéren, var fast inventar ved de græske symposier. I vinbowlen blandede man vin og vand – vinen blev nemlig ikke drukket rent, som vi foretrækker det i dag. Når vinen var blandet, blev den hældt over i drikkekopperne ved hjælp af en lille øse eller en lille kande, en såkaldt oinochoe.
Navnet kratér kommer af det græske udsagnsord ’keranymmi’, som betyder ’at blande’. Og ordet vulkankrater eller månekrater stammer netop fra denne græske vaseform og henviser til ligheden mellem vasens skålformede fordybning og vulkanens mund.
Der findes forskellige typer og størrelser på kratérer, som alle havde den samme funktion. De kendes under betegnelserne volut-kratér, kalyx-kratér, klokke-kratér og søjle-kratér. Typen afhænger af hankenes og beholderens form.