Umiaq – fangerbåd, fragtskib og fællesskab

 Udstillingen åbner 21.04.16 – 30.10.16

På sejladser i de højarktiske farvande er vestlige bådfartøjer ofte kommet til kort overfor de voldsomme ismasser. Men inuitternes skindbåd, umiaqen, er - trods sin store lastevne - så let, at den kan bæres over den is, som måtte blokere for gennemsejling.

Inuit- eller Thule-kulturens oprindelse for ca. 1000 år siden kan spores til området omkring Beringstrædet, flere tusinde kilometer fra Grønland. Umiaqen var fartøjet, der sammen med hundeslæden og kajakken, gjorde inuitternes indvandring i højarktis og Grønland mulig.

Umiaqen blev af danske grønlandsfarere i 1900-tallet kaldt for "konebåd" eller "kvindebåd", da de danske tilrejsende så med deres egne øjne, hvordan disse skindbåde blev roet af kvinder. Og sådan var det. Her sad kvinderne ved årerne i bådene, der var fyldt til randen med børn, hunde, telte og andet udstyr.

Bådene transporterede folk gennem de iskolde farvande, fyldt med skær og isflager, oftest eskorteret af mænd i kajakker. Men tidligere blev de også anvendt til hvalfangst, hvor det var mændene, der padlede umiaqen lydløst fremad, så de kunne nærme sig de mægtige dyr.

I dag er der stadig samfund i Alaska, hvor man udfører hvalfangst fra umiaqer. I Grønland gik man omkring 1920erne over til at sejle i mere moderne, europæiske bådtyper, men enkelte personer har vedligeholdt og videregivet viden om det relativt enkle, men fortræffelige håndværk, der kendetegner en skindbåd.

Nationalmuseet udstiller en 9 m lang umiaq, som blev bygget i 2005 af grønlandske elever fra Kofoeds skole i København. Udstillingen sætter fokus på umiaqens historie, dens anvendelse og håndværket bag den.