Den antikke møntsamling

De første mønter

Det moderne møntvæsen har sine rødder i landskabet Lydien i det moderne Tyrkiet, hvor små klumper af den naturligt forekommende legering elektrum fra omkring 600 år før Kristi blev stemplet med et symbol. Et halvt århundrede senere opstod et møntsystem i to metaller, da det blev muligt at adskille guld og sølv, og møntbrugen udbredtes hurtigt.

De ældste mønter har en relieffremstilling på forsiden, mens bagsiden kun har en præget fordybning, inkus. Senere fik mønterne relief på begge sider.

Datidens græske verden bestod af en meget lang række selvstændige bystater og mønternes billeder henviser symbolsk til den møntudstedende by. På forsiden ses ofte byens skytsgud, mens bagsidens fremstilling henviser til et lokalt produkt eller spiller på byens navn. Fra omkring 330 f.Kr. bliver skytsgudens billede afløst af den enevældige herskers portræt.

I Rom var mønterne i lang tid store og klodsede bronzemønter, as, der vejede et romersk pund, ca. 324 g .
Knapheden på sølv og guld i Rom betød, at man først o. 300 f.Kr. begyndte at præge sølvmønter, og da gjorde man det efter græsk forbillede. I slutningen af 200-tallet blev det romerske møntvæsen reformeret og en ny sølvmønt, denar, med en værdi af 10 as, blev kernen i møntsystemet de næste 400 år.

Fra Julius Cæsar' tid bærer de fleste denarer på forsiden et portræt af herskeren (eller et nærtstående familiemedlem), mens bagsiden ofte viser af de romerske dyder eller erindrer om en væsentlig begivenhed. Dette design ændredes ikke væsentligt, men gentagne devalueringer tvang flere kejsere til at foretage møntreformer.