Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling


Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling

Mønter, sedler og andre genstande fra Den kgl. Mønt- og Medaillesamling udgør grundstammen i udstillingen Ka-Ching!


Den kgl. Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuseet omfatter over ½ mio. genstande. Det er således landets førende samling af betalingsmidler, medaljer og andre genstande relateret til betalingsmidler fra hele verden. Samlingen af danske betalingsmidler er verdens mest omfattende.

Den kgl. Mønt- og Medaillesamling foretager desuden den faglige danefævurdering af alle mønter fundet i dansk jord og har efterfølgende ansvaret for fundenes opbevaring. De første danefæregler stammer fra 1241, hvor man i Jyske Lov kan læse, at alt herreløst ædelmetal, der blev fundet i jorden, skulle tilhøre kongen. Allerede på en plakat fra 1752 nævnes mønter eksplicit som danefæ.

Siden 1700-tallet har samlingen modtaget eksemplarer af alle mønter og medaljer, der er blevet slået på Den kgl. Mønt. Det betyder, at Nationalmuseet i dag råder over en komplet samling af danske mønter fra denne periode.


Møntsamlingens begyndelse

Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling
Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling

Den systematiske samling af mønter og sedler er dannet gennem flere hundrede års indsamling.
Da Frederik 3. skabte Kunstkammeret, udgjorde Det kgl. Myntcabinet en særlig del, og i de ældste beskrivelser af Kunstkammeret udgjorde mønter op mod 75 % af pladsen. I 1780 blev der nedsat en kommission, der sørgede for at alle kongens mønter og medaljer blev forenet i en samling, som fik til huse på Rosenborg slot.
Fra 1832 var samlingen åbnet for publikum, og med grundloven 1849 blev den overdraget den danske stat. Den kongelige samling bestod da ikke blot af enkelte mønter, men kongerne havde gennem tiden opkøbt store privatsamlinger, opbygget af folk som Ole Worm, Otto Sperling (romerske mønter), Niels Foss (dansk-norske mønter) og C.G. Warmholtz (svenske mønter og medaljer). Også efter at samlingen var blevet offentligt eje har private samlere ved deres gaver og testamentariske bestemmelser sat deres præg på den, for eksempler blev en stor del af Christian Jürgensen Thomsens unikke samling af danske og europæiske middelaldermønter efter hans død i 1865 overdraget samlingen, ligesom specialsamlinger af f.eks. mexikanske, japanske og kinesiske mønter, som i dag udgør en del af samlingen.