Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Women´s traditional

Blå indiansk dansedragt med besætning af konkylier, m.m.
Blå indiansk dansedragt med besætning af konkylier, m.m.

Med værdighed træder kvinderne ind på arenaen for at danse ’Traditionel Dans’. Fødderne bevæger sig i lette trin tå-hæl tå-hæl, mens der svinges i knæene.

Kjolen til traditionel dans er skabt af naturmaterialer og hædrer ligesom mandsdragten de indianske traditioner. Der findes to forskellige typer: den lyse skindkjole, der ofte er overdådigt dekoreret med perlebroderi, og den røde eller blå stofkjole med påsyede hjortetænder, skaller og konkylier. Om man vælger den ene eller den anden slags er en smagssag. Kjolerne fremstilles af familiens kvinder og går i arv.

Dragten

Den blå kjole på billedet har tilhørt Rhoda Blackbear Glenmore. I Rhodas familie danser kvinderne traditionel kvindedans. Rhodas første Powwow-kjole syede hendes mor til hende – den blå har hun selv syet i 1990’erne.

Rhodas dansedragt er dekoreret med små konkylier og kulørte silkebånd. Til kjoler som denne hører et læderbælte, en perlebroderet dansetaske, hårpynt, smykker og mokkasiner. I højre hånd holder den traditionelle danser en fjer-vifte og over venstre arm et foldet dansesjal. Sjalet her er dekoreret med applikationer af piber og ørnefjer. Det er skik at holde pause som aktiv danser, når nærtstående familiemedlemmer dør. Rhoda har ikke danset traditionel dans, siden hendes mor døde.