Tranquebars arkitektur
Når Tranquebar i dag er genstand for udvikling som kulturarvsby og turistdestination, skyldes det især det velbevarede bylandskab fra kolonitiden, som udgør en blanding af europæisk og traditionel tamilsk arkitektur. I nyere tid er også moderne elementer som betonbygninger føjet til bylandskabet og skaber fra tid til anden kontroverser om byens udvikling.
At Tranquebar i perioden fra starten af 1800-tallet og frem har haft karakter af et økonomisk udkantsområde er uheldigt for byens befolkning. En utilsigtet konsekvens af, at byen ikke har været genstand for mere omfattende industriel udvikling i nyere tid er dog, at kolonitidens bylandskab i dag fremstår velbevaret, hvor tilsvarende gamle bygninger mange andre steder i Indien er revet ned for at give plads til nybyggeri. I dag giver det velbevarede bylandskab Tranquebar et fornyet udviklingspotentiale: Restaurering og kulturarvsturisme.
Dansk og tamilsk arkitektur
Tranquebar rummer mange fysiske spor efter danskernes tilstedeværelse. Foruden fort Dansborg og den monumentale byport fra 1700-tallet, som i dag er et af de eneste spor efter den bymur, som danskerne opførte for at befæste byen, afspejler en række privatboliger og institutioner den koloniale byggeskik. Af den tidligere bymur og dens bastioner er kun fragmenter tilbage, men det er fortsat inden for grænserne sat af denne mur, at de mest markante bygninger fra den danske kolonitid findes, selv om der også findes enkelte spor af denne periode i byens opland.
Særligt i Kongensgade, som strækker sig fra byporten ned til fort Dansborg ved kysten findes flere velbevarede bygninger opført af danskerne. Disse omfatter to kirker samt en række bygninger opført til administrative formål, til brug for mission og uddannelsesinstitutioner og som privatboliger. Slutningen af 1700-tallet var en tid præget af velstand i byen, og derfor også af meget byggeri. Mange af de bygninger, som er bevaret efter danskerne, bærer præg af den klassicistiske mode fra denne periode, hvor facaderne blev udstyret med karakteristiske søjlekolonnader. De europæiske huse er store, solidt opførte murstensbygninger, som ofte har to etager. Bygningerne har enten tegltag eller flade tage hvor man kunne søge op for at nyde den kølige aftenbrise. Oprindeligt var bygningerne oftest malet hvide eller gule, og dette farveskema er i mange tilfælde fortsat brugt i dag.
I byens centrum findes også en mængde huse opført i traditionel tamilsk byggeskik. De bygninger, som husede byens mere velhavende tamilske befolkning, er solide hvidkalkede murstenshuse med tegltag. Karakteristisk for disse huse er overdækkede verandaer båret af træsøjler ud til gaden. Murede bænke giver her mulighed for at socialisere i et rum, som befinder sig mellem det private og det offentlige. Indenfor præges husene af en central åben gårdsplads, der giver mulighed for cirkulation af luft, og gemmer de mere private dele af husholdet ad vejen bagerst i bygningen. Husene er veltilpassede til det lokale klima og til de byggematerialer, som traditionelt var lokalt tilgængelige, men anses af mange blandt lokalbefolkningen for gammeldags og uattraktive.
Moderne betonbygninger
Gennem de seneste godt 30 år er et nyt element blevet introduceret i bylandskabet: Betonbygninger. De værdsættes af lokalbefolkningen af flere grunde. Dels er de mindre vedligeholdelseskrævende end ældre bygninger, som løbende skal kalkes og skal have ødelagte teglsten udskiftet for at holde tagene tætte. Dels forbindes betonbygninger med modernitet og soliditet, og opførelsen af et betonhus sender i lokalbefolkningens øjne signaler om ejerens velstand. Det er især de af byens indbyggere, som tjener penge på migrantarbejde i udlandet, som har haft mulighed for at opføre nye betonhuse som tegn på deres succes. Betonbygninger er også blevet populære blandt lokale institutioner; for eksempel kirker, uddannelsesinstitutioner og NGO’er.
I et bevaringsperspektiv er de nye betonbygninger omstridte: Nye betonbyggerier indebærer ofte enten, at en gammel bygning i traditionel arkitektur rives ned for at give plads, eller at gamle bygninger, som indiske og danske eksperter tillægger værdi som kulturarv, forandres ved tilføjelse af nye stilarter og byggematerialer. Med nybyggeriet forandres bylandskabet, og kritikere klager over, at man derved udvander byens kulturarv og historiske særpræg.
Nogle steder i Tranquebar opføres betonbygninger dog helt ukontroversielt. I byens udkant er der efter den kraftige tsunami, som ramte byen i december 2004, opført en mængde betonhuse til genhusning af dem, der fik deres hjem ødelagt i katastrofen. Her blev betonbygninger foretrukket, fordi de anses for mere sikre over for fremtidige naturkatastrofer såsom oversvømmelser og de cykloner, som byen med mellemrum rammes af.
Byggeskik og kulturarv
Fokus på historiske bygninger og traditionel byggeskik indebærer også, at det ikke er alle dele af Tranquebar, der promoveres som kulturarv og direkte omfattes af nutidens indsats for bygningsbevaring og turismeudvikling. Fiskerbefolkningen fandtes eksempelvis også før danskerne etablerede sig i Tranquebar, og deres bydel i byens nordlige ende kan i lige så høj grad siges at være en del af Tranquebars kulturarv i socialt og økonomisk perspektiv. Bygningerne i denne bydel er imidlertid af nyere dato, og påkalder sig derfor ikke særlig historisk interesse og bevaringsindsats som led i den aktuelle udvikling. Det samme gælder for Tranquebars bazargade og for de lavkastekvarterer, som befinder sig i byens udkant. Mange af bygningerne her er opført i billig cement og tækket med palmetag. Det, der promoveres som kulturarv, og som turisterne først og fremmest ser, er den del af byen, som tidligere var omgivet af den bymur, danskerne opførte for at befæste byen.
Tekst: Videnskabelig assistent Helle Jørgensen, 2013