Bygningsbevaring i Tranquebar
Med Tranquebars udvikling som kulturarvsby og turistdestination er der kommet fokus på bygningsbevaring i byen. Bevaring af historiske bygninger og kulturarv er dog langt fra den eneste interesse, som er på spil i omgangen med byens bygninger.
At mange af bygningerne fra kolonitiden er blevet stående i Tranquebar skyldes ikke så meget en vedvarende lokal interesse for deres historiske værdi, som det skyldes det forhold, at den beskedne økonomiske udvikling i byen kun i begrænset omfang har muliggjort, at man byggede nyt i større skala. Bygningerne i byen er blevet bevaret i den udstrækning de fortsat har haft en funktion, mens de bygninger, som er gået ud af brug, gradvis har fået lov at forfalde. Nogle af bygningerne fra kolonitiden henstår på den baggrund som ruiner, mens andre vedligeholdes efter bedste evne, fordi befolkningen fortsat har gavn af dem.
Et eksempel på vedvarende brug og vedligeholdelse er Ny Jerusalemskirken, som har tjent byens evangelisk-lutherske menighed siden sin opførelse i 1718. Kirken fremstår velholdt, og bliver vedligeholdt i forbindelse med de bispeindvielser, som foregår med højst 10 års mellemrum i den tamilske luthersk-evangeliske kirke. Den blev senest restaureret i forbindelse med missionens 300-års jubilæum i 2006.
Brugen af restaurerede bygninger
En bæredygtig restaurering af en bygning forudsætter, at den efterfølgende har en social funktion, som kan motivere udgifter og arbejdsindsats til, at den løbende bliver vedligeholdt. I modsat fald vil den hurtigt komme til at henligge i tiltagende forfald igen. Bygningsbevaring har svære betingelser i Tranquebar, hvor det varme og fugtige tropeklima og saltet i havluften bidrager til en hurtig nedbrydningsproces, og bygninger som står tomme overtages hurtigt af plantevækst og vilde dyr, som kvælerfigen og flagermus.
De restaurerede bygninger i byen, som ikke opfylder deres oprindelige funktion, er blevet tilpasset til andre nutidige formål. Flere er i brug som hoteller, der arbejder med den bygningsmæssige arv som en særlig turistattraktion. Den gamle danske guvernørbolig, som tidligere henstod som ruin, men som i 2011 blev restaureret, er under udvikling som et kulturhus for lokalbefolkning og turister. Bevaringsindsatsen og interessen for byens bygninger som udtryk for kulturarv er imidlertid et forholdsvist nyt fænomen. Først i slutningen af 1970erne, og i stigende grad efter årtusindeskiftet, er forskellige danske og indiske interessenter begyndt at engagere sig i projekter som har til formål at bevare byens bygninger og udvikle turisme med det velbevarede historiske bylandskab som trækplaster.
Skiftende holdninger til bevaring
Lokalbefolkningen forholder sig fortsat usentimentalt til de bygningsmæssige spor fra kolonitiden, og deres omgang med dem er præget af nutidige behov. For eksempel er den bymur, som engang omgav Tranquebar for størstedelens vedkommende forsvundet i perioden efter at Indien opnåede selvstændighed. Muren, som ikke længere spillede nogen praktisk rolle for byens liv, er gradvist blevet revet ned af lokalbefolkningen, og murstenene anvendt til nybyggeri. På sin vis er den forsvundne bymur stadig i byen: Nu fordelt som byggemateriale i upåagtede bygninger, som eksperter og turister ikke tildeler betydning som kulturarv, som for eksempel husene i fiskernes bydel, hvor folk dog er stolte af de solide huse, de har kunnet bygge med stenene.
Det er først og fremmest som led i den nutidige turismeudvikling, at Tranquebars lokalbefolkning bliver opmærksom på, at det kan have værdi at bevare byens gamle bygninger; det være sig i kolonial europæisk eller traditionel tamilsk byggeskik. At tilrejsende eksperter og turister interesserer sig for sådanne bygninger oplever lokalbefolkningen ved selvsyn. På den baggrund er mange begyndt at nære forhåbninger til, at kulturarvsturisme kan føre til økonomisk fremgang for byen. Til eget brug river mange i byen dog fortsat gerne gamle bygninger ned hvis de har råd, for at opføre hvad de opfatter som mere moderne og funktionelle bygninger.
I et længere historisk perspektiv har danskerne haft et lige så usentimentalt forhold til bevaring af byens bygninger som nutidens lokalbefolkning i mange tilfælde udviser. Eksempelvis overvejede koloniadministrationen seriøst at nedrive Dansborg i 1780erne. Fortet var forfaldent, men de økonomiske overvejelser faldt i sidste ende ud til fordel for bevaring, da det blev anset som for dyrt at rive fortet ned og bygge nyt. I stedet blev den voldgrav, som omgav fortet, fyldt op for at stabilisere murene, og man foretog reparationer.
I den periode med økonomisk nedgang, som Tranquebar oplevede i 1800-tallet forud for salget af kolonien til briterne, var der mange af byens huse, som blev revet ned. Bygningerne havde dengang større økonomisk værdi, når deres bestanddele kunne sælges som byggemateriale, end de havde, hvis de blev stående i den hensygnende handelskoloni. En helt tilsvarende praksis med nedrivning af gamle bygninger og salg af byggematerialet har lokalbefolkningen også praktiseret i et vist omfang med både tamilsk og europæisk arkitektur, skønt det i dag ærgrer danske og indiske bevaringsarkitekter, som håber at fremelske en større interesse for de gamle bygningstyper blandt folk i byen.
Tekst: Videnskabelig assistent Helle Jørgensen, 2013