På baggrund af den handel, som danskerne drev i Tranquebar, blev der her slået dansk mønt til lokal brug. I dag findes mønterne fortsat – ikke brugt som betalingsmiddel, men som samlingsgenstande og handelsobjekter.

Ved etableringen af kolonien i 1620 fik danskerne oprindeligt tilladelse til at benytte Christian IVs sølvkroner i den lokale handel, men da den lokale fyrste, naiken af Tanjore, ved efterprøvning fandt, at mønterne ikke holdt samme værdi som den lokale sølvmønt, fanoen, vandt de ikke indpas. I stedet købte danskerne spanske sølvpiastre til at opretholde handelen med. Danskerne havde ikke tilladelse til at slå egne mønter af større værdi i kolonien, men kunne frit præge skillemønt til brug inden for deres eget område.

Mønternes brug og værdi

Danskerne havde ikke ret til selv at slå sølv- eller guldmønter i Tranquebar, men måtte slå skillemønt i bly og kobber til brug ved mindre betalinger og handel. Sådanne mønter anvendtes for eksempel på stadepladser for lokal handel og til betaling af told og afgifter, eksempelvis til told på varer der gik ind og ud ad byporten, såsom ris og sukker.

I Tranquebar betjente man sig også af lokale indiske vekselerer, som havde deres egen gade i byen. Indiske udmøntninger og andre nærliggende europæiske handelskoloniers udmøntninger cirkulerede også lokalt, og kendes fra møntfund.

I de første år prægede man blymønter med værdien 1 kas i Tranquebar. Fra 1689 gik man over til at fremstille kobbermønter. Ordet ”kas” er afledt af det tamilske ord kâsu, som betyder et pengestykke. Den tidlige udmøntning af kas i Tranquebar findes der kun få skriftlige kilder om, men til gengæld findes dokumentation i form af møntfund. Under Frederik IV udmøntedes værdierne 1, 2, 4 og 10 kas i kobber, mens de tidligere mønter ikke har værdi og møntenhed præget. Først i 1753 fik danskerne tilladelse af den lokale fyrste til at præge sølvmønter i Tranquebar, de såkaldte royaliner.

Prægning og datering af mønterne

Dateringen af de kas, som danskerne lod præge i Tranquebar, påkalder sig særlig interesse blandt numismatikere og møntsamlere. Mønterne bærer langtfra altid årstal, og må ofte dateres ud fra andre prægninger. De blev eksempelvis præget med samtidens kongelige monogrammer, med danske stednavne (enten fordi bestemte byer eller landsdele havde skudt penge i handelen, eller fordi vigtige koloniembedsmænd kom derfra), med forkortelsen DOC (Dansk Ostindisk Kompagni) eller DAC (Dansk Asiatisk Kompagni, som var navnet fra 1732), eller med navnet på et af de kompagniskibe, som i samtiden anløb Tranquebar. En mønt præget med et skibsnavn kan eksempelvis dateres ud fra skibslister, som giver viden om, hvornår bestemte skibe første og sidste gang anløb Tranquebar.

Fra betalingsmiddel til souvenir

I dag finder man fortsat de gamle danske kas i omløb i Tranquebar – ikke som skillemønt, men som souvenirs. I løbet af de 225 år, hvor Tranquebar var en handelskoloni under dansk styre, er mange mønter blevet tabt, og disse dukker nu atter op, for eksempel når de blotlægges af erosion ved stranden ud for fort Dansborg. De mønter som findes på denne måde er ofte for slidte til at have større værdi for samlere, men flere blandt lokalbefolkningen får en biindtægt ud af at sælge mønterne til turister med interesse for byens historie.

Tekst: Videnskabelig assistent Helle Jørgensen, 2013