Artiklen fokuserer på Sophie Petersens Danmarks gamle Tropekolonier, 1946: Et værk som spidsformulerer fortællingen om Danmark som et gennemført humanistisk og retfærdighedshungrende lilleputland, der ironisk nok ofrer sine stormagts-potentialer netop for retfærdighedens skyld, men af den grund vinder så meget desto større ære på det etiske og moralske plan. Fortællingen lader til først at finde sin færdige formulering efter salget af den sidste tropekoloni, måske som en form for forklaring og kompensation herpå, men får samtidig en afgørende rolle i Danmarks legitimering af kravet på (hele) Grønland, ligesom fortællingen i 1940-erne og 50-erne får yderligere relevans i forbindelse med Anden Verdenskrig og den efterfølgende afkolonisering. Sophie Petersens værk blev modtaget med begejstring både af anmeldere og læsere og er citeret igen og igen, ikke blot i de følgende år, blandt andet i et værk som Vore gamle Tropekolonier (Brøndsted red., 1952-53), men også i nutiden, hvor den ideale nationale fortælling fortsat skriver sig igennem, selv i tilfælde hvor den eksplicitte hensigt ellers har været at kreere en modfortælling. Fænomenet søges forklaret ud fra teorier om nation, erindring og fortælling, ligesom det diskuteres, hvorvidt en fortsat interesse i de tidligere kolonier alene skal ses som udslag af en ”postkolonial melankoli”, som reaktion mod globalisering, migration og ændrede geopolitiske og racemæssige magtbalancer, eller om der måske (også) kan være tale om en mere positiv bestræbelse på udsyn og møder over grænser.

Thisted, Kirsten. (2008). ""Hvor Dannebrog engang har vajet i mer end 200 Aar". Banal nationalisme, narrative skabeloner og postkolonial melankoli i skildringen af de danske tropekolonier", in Esther Fihl (ed.), Tranquebar Initiativets Skriftserie, no. 2. Nationalmuseet