Maskintrykt tapet

De masseproducerede tapeter, der kom til med industrialiseringen i anden halvdel af det 18. århundrede, blev udført som maskinelt valsetryk i enten limfarve eller oliefarve. Trykkemaskinerne kunne typisk trykke mellem en og otte farver, men nogle kunne også tage flere farver.

Limfarvetapetet var det mest udbredte, og valserne hertil blev udført i træ, primært ahorn. Formstikkeren overførte mønstret til valsen i form af smalle messingbånd. Ved større trykflader blev området mellem båndene udfyldt med shellakbehandlet filtmasse. Skulle der trykkes med oliefarve, blev mønstret skåret direkte ud i trævalsen, der til olietrykket typisk var af pæretræ.

Tapeterne kunne opdeles i to grupper, natureltapetet og det bundstrøgne tapet. På natureltapetet blev mønstret trykt direkte på papiret, der var enten ufarvet eller indfarvet. Denne type falmede i reglen hurtigere, fordi dele af papiret var ubeskyttet, og den var typisk billigere. Det bundstrøgne tapet fik først et dækkende lag farve, inden mønstret blev trykt oven på, og det var derfor bedre beskyttet mod lys.