Middelalderens runer

I slutningen af vikingetiden og i middelalderen begyndte man at bruge de ”stungne runer”, altså runer med en prik eller et hul i (at stinge betyder at prikke hul eller stikke).

Man gengav d-lyden med en stungen t-rune, e-lyden som en stungen i-rune og g-lyden med en stungen k-rune. Stingningerne ændrede altså lydværdien til en beslægtet lyd, ikke en hvilken som helst anden lyd.  Først i løbet af middelalderen begyndte man at bruge p og v, stungne b- og f-runer.

I middelalderen beholdt man vikingetidens futhark som helhed, men enkelte runer kom til at se lidt anderledes ud, og nogle runer skiftede karakter. Sproget var blevet til gammeldansk, men man brugte også runer til at skrive på latin med.

Man skulle tro, at man holdt op med at bruge runer, da man introducerede det latinske alfabet, men faktisk levede de to skriftsystemer side om side langt op i middelalderen.