C. E. F. Weyse 1774-1842

Christoph Ernst Friedrich Weyse var født i Altona, men bosatte sig som flere samtidige tyske komponister i Danmark, hvor han blev uddannet hos blandt andre J. A. P. Schultz.

Weyses fine klaverspil gjorde ham hurtigt kendt i det københavnske musikliv, og han havde ofte værker af Mozart på programmet. Weyse var én af forkæmperne for Mozarts musik i Danmark, og i hans symfonier høres en tydelig indflydelse fra både Mozart og Haydn.
   
I årene 1799-1801 underviste Weyse Julie Tutein i klaver og forelskede sig i hende. Forbindelsen mellem den fattige musiker og rigmandsdatteren var dog ikke mulig, og efter bruddet kunne Weyse ikke komponere i flere år. Den ulykkelige historie fik ikke desto mindre betydning for Weyses musik i form af romancen Der Eichwald brauset (Dybt Skoven bruser) fra 1801. Weyses romancer og sange er indbegrebet af den lyriske danske sang, og I Østen stiger Solen op vil være kendt af mange.

I de år, Weyse ikke kunne komponere, levede han af sin ansættelse som organist ved Reformert Kirke, og i 1805 fik han det vigtige embede som organist ved Vor Frue Kirke i København.
  
Weyse havde længe stilet mod Det Kongelige Teater, og han var inden sin krise i gang med syngespillet Sovedrikken. Med teatrets opførelse af Mozarts opera Don Giovanni (Don Juan) i 1807 blev Weyse ansporet til at fortsætte arbejdet med sit syngespil. Premieren fandt sted på teatret i 1809 og blev en stor succes. I 1827 skrev Weyse syngespillet Et Eventyr i Rosenborg Have til teatret; værket opnåede ligeledes stor succes og regnes sammen med Sovedrikken blandt Weyses største sceneværker. I 1819 fik Weyse den fornemme titel af kongeligt udnævnt komponist ved Det Kongelige Teater, og stillingen gav ham mulighed for at komponere store lejlighedsværker til hoffet, kirken og universitetet.

Weyse har desuden komponeret orkesterværker, klaverstykker og musik til kirke- og skolebrug.