Charlestonkjole i lamé , beg. af 1930'erne

Bleg hud var gennem århundreder tegn på, at man var så velhavende, at man ikke behøvede at udføre udendørs fysisk arbejde. Fra o. 1920'erne blev solbrændthed tegn på sundhed og et af tidens nye statussymboler.

Ændringen i synet på solbrændt hud hænger sammen med, at landarbejdere og jordløse husmænd ikke længere blev betragtet som samfundets laveste sociale lag. Den nye store underklasse var den voksende gruppe af arbejdere, der boede i byerne og arbejdede på fabrikkerne. Folk, der tilbragte lange arbejdsdage inde på mørke og usunde fabrikker eller værksteder, havde svært ved at opnå den attraktive brune kulør.

Solbrun hud blev et udtryk for, at man havde råd og tid til udendørs fritidsaktiviteter som golf, tennis, ridning og lign. Om sommeren holdt de mest velhavende ferie ved kysterne på landet, og om vinteren tog de til den franske eller italienske riviera. Farverne hvid og grøn samt lamébrokader blev populære i moden, bl.a. fordi de fremhævede den solbrune farve.

Skinnende metallamé var populært til aftenkjoler som denne tidstypiske rørformede, charlestonkjole fra begyndelsen af 1930'erne. Kjolen har tilhørt Inga Nielsen.