Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Fyrsten

Fyrsten
Fyrsternes position blev styrket i renæssancen, for til sidst at ende med enevælde, i Danmark i 1660. Christian den Fjerdes kroningstog, 1596 som en senere kunstner forestillede sig det. (Anskuelsesbillede efter maleri af Otto Bache. Original på <a href="https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Christian_den_Fjerdes_kroningstog_%289291722606%29.jpg?uselang=da">Wikimedia Commons</a>).

I 1500-tallet blev fyrsternes position styrket, og i 1600-tallet slog denne position flere steder over i enevældige fyrstestater.

En fyrste havde forskellig magt

Det er svært at overføre en moderne opfattelse af stater til 1500- og 1600-tallets forhold. Magten var personlig. En fyrste kunne have meget forskellige forhold til sine undersåtter. Han kunne have arvet sin position i et område, han kunne være valgt i et andet og have erobret et tredje.
Alt efter forholdene kunne hans magt være tæt på ubegrænset eller underlagt større eller mindre kontrol af andre grupper.

Dansk konge - slesvigsk hertug

1500-tallet kunne der være stor forskel på lovgivning og rettigheder inden for fyrstens forskellige besiddelser.  De danske konger var hertuger over ca. halvdelen af Slesvig-Holsten, der ligesom alle andre tyske stater hørte til det tyske kejserdømme. På den måde var de danske konger undergivne den tyske kejser.

Fyrster fik statslige hære

Et afgørende punkt for fyrsterne var kommandoen over de væbnede styrker og retten til at udskrive skatter til krigsfinansiering. Disse spørgsmål var centrale i de politiske kampe.
Mod midten af 1600-tallet havde flere fyrster opnået en stærk magtposition i deres besiddelser. Hvor den væbnede magt tidligere bestod i et opbud af adelige ryttere og bondesoldater kombineret med lejesoldater, udviklede fyrsterne en statslig hær, hvor de forskellige samfundsgrupper måtte indtage en på forhånd defineret plads.