Det overnaturlige

Elvernes riger i Midgård er deres sidste bastioner i dette rige. Elverne er nemlig ved at forlade verden og trække sig tilbage til landene hinsides havet. Oprindeligt kunne mennesket også rejse til disse lande, men de har langsomt trukket sig længere og længere tilbage, og det er ikke længere muligt for menneskene at nå dertil ved egen kraft.

I middelalderens litteratur beskrives elvernes rige som en parallelverden side om side med menneskenes verden. Det er både et fantastisk, men også farligt sted. Tolkien skriver selv:
”Elvernes verden er stor, dyb og høj og fyldt med mange ting: Alle mulige dyr og fugle findes der, grænseløse have og talløse stjerner; fortryllende skønhed og allestedsnærværende fare; både glæde og sorg så skarpe som sværd. Et menneske som har strejfet om i denne verden, kan måske regne sig for heldig, men denne rigdom og fremmedartethed slår den rejsende som ville berette om dette med stumhed. Og mens han opholder sig der, er det farligt for ham at stille for mange spørgsmål – at ikke porten skal smække i og nøglen blive borte.”

For Tolkien var dette et reelt eksisterende rige. Et rige der eksisterer i det fælles tankegods og som hele tiden udvides eller udvikles, når forfatteren brygger videre på eksisterende historier og deres elementer. Tolkiens univers er på den ene side skabt, men er samtidigt en videreudvikling af det mytologiske arvegods, der er med til at holde det i live. Det er del af den menneskelige natur og jo ”mere præcis og klar fornuften er, des bedre fantasiverden skaber den”.