Fællesskaber i nationalstaten

Indre Mission opstod som en bevægelse af ikke-gejstlige i midten af 1800-tallet. Man ville vække danskere til en fornyet kristen fromhed, der byggede på trosbekendelse og dåbspagt, og som opfordrede til inderlighed, askese og bekendelse. Bevægelsen forblev dog inden for folkekirken, selv om denne kirke blev anset for at være alt for verdslig og præget af moderne tænkning. Der blev bygget hundredvis af missionshuse over hele landet. Her afholdt bevægelsen møder med prædikanter, søndagsskole og ungdomsmøder. 'De hellige', som medlemmerne af Indre Mission ofte blev kaldt, dansede ikke, drak ikke og spillede ikke kort. På den måde blev Indre Missions medlemmer en slags kirke i kirken. Men også internt var der store meningsforskelle, og bølgerne er ofte gået højt, når det gjaldt emner som kulturopfattelse, dåb, bibelsyn og kvindelige præster.

I Assens bragte andelsmejeriets salgsvogn frisk mælk og fløde ud til forbrugerne. I alle byer uden adgang til direkte indkøb fra et mejeri kørte mælkevognene rundt fra 1914. Vognene var et af symbolerne på den øgede efterspørgsel på landbrugsvarer, der var et resultat af byernes vækst herhjemme og af et større salg til England. Vognen er også et udtryk for det samarbejde og den organisering, der fandt sted inden for landbruget efter andelsbevægelsens gennembrud i sidste halvdel af 1800-tallet. Den danske andelsbevægelse byggede på et samarbejde mellem landmænd om at skabe nogle fælles faciliteter som fx mejerier og slagterier med en ligelig fordeling af ansvar, investering og udbytte. Hver landmand havde én stemme og fik del i udbyttet i forhold til de råvarer, han havde leveret. Andelsbevægelsen moderniserede landbruget og højnede kvaliteten af mælk, kød og æg, der blev de vigtigste varer.

Dansk kvindesamfund blev stiftet i 1871 som den første forening, der fokuserede på kvinder som en særlig gruppe. Et af Dansk Kvindesamfunds formål var at give kvinder mulighed for at uddanne sig, så de dels kunne få et arbejde, dels blive dygtigere husmødre. Kvindens plads var efter Dansk Kvindesamfunds mening stadig i hjemmet. Uddannelse og udearbejde var efter denne opfattelse forbeholdt den ugifte kvinde, der kunne satse på at få arbejde på et kontor, i en butik eller som telefonistinde – eller måske endda på at blive lærerinde eller sygeplejerske. Dansk kvindesamfund var med til at skaffe formel ligestilling mellem kønnene: Kvinderne fik kommunal og politisk valgret i henholdsvis 1908 og 1915, og i 1925 blev ægtefæller ligestillede med bl.a. gensidig forsørgerpligt. Først i 1969 gik Dansk Kvindesamfund dog ind for fri abort og dermed for kvinders ret over egen krop.

Du kan se alle genstandene på denne side i udstillingen "Danmarkshistorier 1660-2000" på Nationalmuseet.