I Danmark siger vi gerne, at vi var det første land til at afskaffe slaveriet. Det er dog ikke den fulde sandhed. Danmark var rigtig nok det første land til at afskaffe den transatlantiske slavehandel, altså fragten af slavegjorte mennesker fra Vestafrika til Vestindien. Det skete i 1792 med den såkaldte Forordning om Negerhandelen. Men forbuddet betød ikke, at slaveriet som sådan ophørte. Plantageejerne i Vestindien måtte nemlig fortsat godt have slaver.
Det var imidlertid ikke empati for de slavegjorte mennesker, der alene var årsag til forbuddet mod den transatlantiske slavehandel. Det handlede i sidste ende om økonomi. De mange dødsfald under skibsfarten betød nemlig tabte indtægter for slavehandleren. Forbuddet trådte desuden heller ikke i kraft med det samme, men først i 1803. I denne 10-års periode eksploderede antallet af slaveoverfarter med støtte fra den danske regering i form af fordelagtige lån. Og med skattelettelser på indførelsen af kvindelige slaver stod målet klart: Dansk Vestindien skulle blive selvforsynende med slaver. Der var ligefrem tale om at oprette særlige avlsplantager, hvor kvindelige slaver skulle avle fremtidens arbejdskraft.
Mens slaveriet blev afskaffet på de britiske Jomfruøer i 1833, fortsatte slaveriet ufortrødent i Dansk Vestindien. Helt frem til slaveriets afskaffelse i 1848. I Danmark fremhæver vi gerne, at det var Guvernør Peter von Scholten, der gav slaverne deres frihed. I Vestindien ser historien anderledes ud. Her mener man ikke, at guvernøren gav slaverne fri, men at slaverne tog sagen i egen hånd og krævede deres frihed.