Fra 1672 til 1917 havde Danmark en koloni i Caribien kaldet Dansk Vestindien. Den bestod af øerne St. Thomas, St. Jan og St. Croix. I 1917 blev kolonien solgt til USA for 25 mio. dollars i guld. D. 31. marts 2017 er det præcis 100 år siden, at Dansk Vestindien blev overdraget til USA. Denne dag betegnes som Transfer Day, hvilket er engelsk for overdragelsesdag.
Manglen på arbejdskraft blev løst ved at begå en af historiens største forbrydelser mod menneskeheden – den transatlantiske slavehandel. Nogle år før koloniseringen af St. Thomas havde Danmark etableret forter på Afrikas vestkyst med det formål at handle med guld, elfenben og slavegjorte afrikanere. Det blev startskuddet på en storstilet handel og fragt af mennesker over Atlanten, hvor de blev opkøbt af plantageejere til at arbejde i sukkerrørsproduktionen. I alt skønner man i dag at omkring 120.000 slavegjorte afrikanere blev fragtet på de danske skibe til Caribien. Mange af dem nåede aldrig at komme frem, og hvis de gjorde, ventede der dem en hård skæbne i sukkerrørsmarkerne.
Sukker blev i løbet af 1600-tallet en efterspurgt vare i kongeriget Danmark-Norge og resten af Europa. Ønsket om selv at kunne producere det søde stof fik det dansk-norske kongerige til at støtte initiativer til at kolonisere et område i Vestindien. I 1671 oprettede man Vestindisk Kompagni i København, som i 1672 koloniserede den ubeboede ø St. Thomas. I de følgende år arbejdede kompagniet på at få etableret plantagedrift og sukkerrørsproduktion på øen. Det var et hårdt og slidsomt arbejde i den tropiske varme, og der var mangel på arbejdskraft.
Efterhånden, som årene gik, var al jord på St. Thomas under opdyrkning, og danskerne begyndte at lede efter nyt land til plantagedrift. Valget faldt på den ubeboede naboø St. Jan (nu St. John), som i 1718 blev koloniseret. Dog var hverken St. Thomas eller St. Jan særligt velegnede til sukkerproduktion på grund af det bakkede landskab. Den sydligere ø St. Croix udmærkede sig til gengæld ved at være mere plan – ideelt til sukkerproduktion. Danmark købte derfor øen af Frankrig i 1733. Det var disse tre øer, der kom til at udgøre Dansk Vestindien.
Det er naturligt for mennesker at gøre modstand, når de udsættes for umenneskelige forhold. Nogle slavegjorte afrikanere vandt friheden ved at løbe maron, dvs. stikke af. De gemte sig i bushen eller flygtede til naboøerne. Der er også eksempler på deciderede oprør, f.eks. det store oprør på St. Jan i 1733, hvor den slavegjorte befolkning tog og holdt magten i mere end et halvt år. Kun på grund af militær assistance fra de franske og engelske naboøer lykkedes det Danmark at nedkæmpe oprøret. Oprøret i 1733 har i dag en mærkedag på St. John. Også efter slaveriets afskaffelse i 1848 sker der oprør. Et eksempel er arbejderoprøret i 1878 på St. Croix, Fireburn.
I Danmark siger vi gerne, at vi var det første land til at afskaffe slaveriet. Det er dog ikke den fulde sandhed. Danmark var rigtig nok det første land til at afskaffe den transatlantiske slavehandel, altså fragten af slavegjorte mennesker fra Vestafrika til Vestindien. Det skete i 1792 med den såkaldte Forordning om Negerhandelen. Men forbuddet betød ikke, at slaveriet som sådan ophørte. Plantageejerne i Vestindien måtte nemlig fortsat godt have slaver.
Det var imidlertid ikke empati for de slavegjorte mennesker, der alene var årsag til forbuddet mod den transatlantiske slavehandel. Det handlede i sidste ende om økonomi. De mange dødsfald under skibsfarten betød nemlig tabte indtægter for slavehandleren. Forbuddet trådte desuden heller ikke i kraft med det samme, men først i 1803. I denne 10-års periode eksploderede antallet af slaveoverfarter med støtte fra den danske regering i form af fordelagtige lån. Og med skattelettelser på indførelsen af kvindelige slaver stod målet klart: Dansk Vestindien skulle blive selvforsynende med slaver. Der var ligefrem tale om at oprette særlige avlsplantager, hvor kvindelige slaver skulle avle fremtidens arbejdskraft.
Mens slaveriet blev afskaffet på de britiske Jomfruøer i 1833, fortsatte slaveriet ufortrødent i Dansk Vestindien. Helt frem til slaveriets afskaffelse i 1848. I Danmark fremhæver vi gerne, at det var Guvernør Peter von Scholten, der gav slaverne deres frihed. I Vestindien ser historien anderledes ud. Her mener man ikke, at guvernøren gav slaverne fri, men at slaverne tog sagen i egen hånd og krævede deres frihed.
Hvad betød afskaffelsen af slaveriet for den vestindiske befolkning? Efter 1848 fik de forhenværende slaver ansættelse som arbejdere på de selv samme plantager. Deres levevilkår forbedredes ikke væsentligt – hverken hvad angik bolig, sundhed, uddannelse eller økonomi. Utilfredsheden bredte sig og førte i 1878 til det arbejderoprør på St. Croix, der kaldes Fireburn.