
MMTP på Kulturmødet Mors
22.08.2025
Hvordan giver vi legen bedre vilkår? Og hvilken rolle spiller kulturinstitutioner, politikere og samfundet i at sikre børns trivsel gennem kunst og leg?
Det er de centrale spørgsmål på Kulturmødet Mors, hvor Moving Museums Through Play og Nationalmuseet i år er stærkt repræsenteret som led i vores arbejde med at undersøge legens potentiale i museumsrummet.
Børnekulturens Topmøde
MMTP og Nationalmuseet er medarrangører af arrangementet Børnekulturens Topmøde, som finder sted på Kulturmødet fredag d. 22. august kl. 9.00-12.00.
Børnekulturens Topmøde sætter legen på dagsordenen – ikke kun som børns frirum, men som en afgørende kulturkraft, der rækker langt ind i fremtiden. Programmet består af oplæg og paneldebat på scenen, der løbende afbrydes af markedsstemning, hvor en række boder byder på alt fra diskussioner til kreativ leg og fantastiske fortællinger – og ikke mindst muligheden for at tale med andre for hvem børnekultur og legens vilkår er vigtige.
Mød MMTP og Nationalmuseet
Vi deltager i Børnekulturens Topmøde med to indslag:
Panel med Rane Willerslev
Rane Willerslev, direktør og MMTP-programejer, taler på topmødets scene om legen som urkraft og om at skabe kreative, empatiske og handlekraftige voksne ved at give plads til fri fantasi og fællesskaber i barndommen.
Frøsnapper på markedspladsen
Frilandsmuseet, som deltager i MMTP, inviterer alle til at lege med på markedspladsen med udgangspunkt i deres store publikumssucces Frøsnapperbyen.
Topmødet er blevet til i et samarbejde mellem en bred kreds af kulturaktører, der alle kerer sig om legen: Nationalmuseet, Det Kongelige Teater, Danmarks Tekniske Museum, Designskolen Kolding, DR Kultur Børn og Unge, Dansk Kulturliv og Børns Møde med Kunsten.
Læs mere om Børnekulturens Topmøde
