Fra fattighjælp til sociallov

Ifølge grundloven var de, der ikke kunne klare sig selv, berettiget til hjælp fra det offentlige. Offentlig hjælp var frem til 1891 fattighjælp. At modtage fattighjælp var en ydmygelse. Man mistede sine borgerlige rettigheder, bl.a. valgret, og kunne anbringes på fattiggården eller sættes til tvangsarbejde.

I 1891 kom loven om alderdomsunderstøttelse, og året efter indførtes statstilskud til sygekasserne. Nu kunne gamle og syge få en offentlig hjælp, som ikke var fattighjælp. I årene derefter blev en række sociale love vedtaget af de borgerlige partier. Der var forståelse for, at folk i nød skulle hjælpes, men der var også frygt for den voksende socialisme. Statens indsats var dog beskeden. Der var tale om hjælp til selvhjælp ydet efter myndighedernes skøn om hjælpens art og størrelse. Socialdemokratiet gik ind for retsprincippet, der gav borgere i trang ret til en fast ydelse. Nye sociallove - kulminerende med socialminister K.K. Steinckes store socialreform i 1933 - betød gradvise forbedringer for de syge, gamle og fattige. Socialreformen samlede de mange love i fire hovedlove, der cementerede retsprincippet og forenklede administrationen.