Adelig barndom
Adelens barndom skilte sig noget ud fra bønder og borgeres. Der var mere tid til leg, men til gengæld ventede der drengene en lang uddannelse. Den startede i en tidlig alder med, at adelsdrengen blev sendt væk fra hjemmet for at lære fægtning, sprog og musik.
Oplæring til krigere og adelsfruer
Fra gammel tid skulle adelsmanden oplæres til at være kriger, og det fyldte meget i drengens liv. Oplæring i fægtning og ridning startede tidligt sammen med opøvelse af sproglige og musiske færdigheder. Både piger og drenge lærte at læse. Piger blev oplært i håndarbejde og styring af en husholdning, hvilket en dag skulle gøre hende til en god adelsfrue.
Bardom fandtes ikke i renæssancen
I renæssancen fandtes begrebet barndom ikke. Børn blev anset som små voksne og oplært til at videreføre den stand, de var født ind i. Adelsbørnene skulle således en dag blive værdige medlemmer af adelsstanden. Men leg og spil var en del af renæssancens hverdag, og adelsbarnet havde mere tid til at lege end sine jævnaldrende. Til børneleg hørte bræt og boldspil, stylter, samt ski og skøjteløb om vinteren.
Opvækst uden forældre
Adelens barndom skilte sig ud ved, at meget af den ikke blev tilbragt sammen med forældrene. Det var normalt for adelen at sende børnene væk til en slægtning, som varetog uddannelsen. Siden fulgte ophold på latinskole, universitet og i udlandet.
Forventninger til voksenliv
Det forventedes, at både piger og drenge blev værdige repræsentanter for deres stand. Det gjaldt i deres unge liv, men især også i voksenlivet. Der lå et vældigt pres på den unge adelsmands skuldre. Han skulle føre slægten videre og helst tilføre den mere jordegods. Dertil skulle han være en dannet mand, en dygtig lensherre og kriger.
Det var normalt for adelen at sende børnene væk til en slægtning, som varetog deres opdragelse og uddannelse.