Lord Londesboroughs horn
Lord Londesborough var en hovedrig englænder, der bl.a. interesserede sig for arkæologi og som også samlede på genstande fra historisk tid. I 1857 blev der udgivet et pragtværk om hans samling.
Her finder vi tre ’jagthorn’. Det midterste horn er af elfenben og udsmykket med både billeder og mærkelige tegn. Nogle af figurerne i de to nederste billedringe er hentet fra det lange guldhorn. Det gælder fuglen, der sidder på en fisk, de to korslagte mænd og den bønfaldende skikkelse, der trues af et væsen med økse. Ligesom på Petersborg-hornet vender den bønfaldende skikkelses hale mod højre, ikke mod venstre som på Worms tegning af det lange guldhorn. Forbillederne for de andre figurer kendes ikke, men de minder om hieroglyffer, romerske amuletter udskåret af ædelsten og lignende mystiske genstande fra ’hedenold’. Det glubende dragehoved er snarere inspireret af middelalder- eller renæssance-uhyrer, og som helhed vidner hornet om en glubende interesse for fortiden.
Lord Londesborough, der var født Albert Denison, levede 1805-1860. Bogen om hans samling nævner ikke, hvor han havde erhvervet sit ’guldhorn’, og hans efterladte papirer blev brændt i 1924. Hans samling blev solgt på auktion allerede i 1888, og hornet blev købt af antikvitetshandleren Charles Davies. Han havde både kongen og andre fornemme folk blandt sine kunder, men vi ved ikke, hvad der er sket med hornet, eller hvor det er nu.