Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Den største danske guldskat fra vikingetiden

Guldskatten fra Fæsted.
Guldskatten fra Fæsted. Der er siden kommet nye genstande til. Foto Roberto Fortuna.

Fæstedskatten fundet i 2016 er den største kendte guldskat fra vikingetiden i Danmark. Guldet vejer næsten 1,5 kilo. Ud over en guldkæde, der blev fundet allerede i 1911, indeholder skatten ni armringe, heraf en af sølv, et guldspænde, flere vedhæng af guld, filigranperler og brudguld. Det ene vedhæng er lavet af en antik guldsolidus – en romersk guldmønt slået for kejser Honorius (393-423).

Dekoreret med dyrefigurer

Det runde guldspænde er dekoreret med tre dyrefigurer typiske for Jellingstilen, der var populær i første halvdel af 10. årh. Dyrehovederne for enden af kæden og to dyrehoveder på den tungeste armring i skatten er i samme stil. Stilen samt nogle arabiske sølvdirhemer knyttet til fundet tyder på, at skatten blev gemt bort kort efter midten af det 10. århundrede.

Minder om fund i Hedeby

Blandt vedhængene i skatten er der flere med halvædelsten, der minder om vedhæng fundet på handelspladsen Hedeby; det firkantede vedhæng og et lignende fra Hedeby kan endda være fremstillet på samme værksted.