Vikingernes røveri mod kirkerne

Vikingetidens begyndelse plejer man normalt at sætte til år 793 e.Kr., det år, da vikingerne angreb et kloster på den nordengelske ø Lindisfarne. Det fortælles i Den Angelsaksiske Krønike, at de vilde hedninge trampede på helgeners knogler og ødelagde Guds hus.

At truslen var rettet mod kirker og klostre, fandt man særlig horribelt i samtiden –vikingerne beskrives ofte som vantro eller hedninge og fuldstændig uden samvittighed.

Ud fra vikingernes synspunkt blev angrebene nok især sat ind, hvor man regnede med, at det bedst kunne betale sig, og hvor udbyttet blev størst. Klostrene var ofte fyldt med kirkesølv og ydermere dårligere forsvaret end handelsbyerne. De første vikingetogter var ikke store samlede flåder med flere tusind mand, og kirker og klostre var derfor i høj grad egnede mål.

Historien er skrevet af ofrene

Det faktum, at de udfarende vikinger ikke bekendte sig til den kristne gud og ikke gik af vejen for at plyndre kirker, har i høj grad været med til at tegne eftertidens billede af dem. Mange af de bevarede skriftlige kilder fra perioden er skrevet ned af munke, og deres beskrivelser er udpræget negative. Men faktisk fandt mange plyndringer af kirker og klostre sted som følge af interne stridigheder, uden at vikingerne var indblandet.

Billedet af vikingerne er stadig farvet af disse gamle beskrivelser. Selv i dag bliver vikingerne betegnet som særligt blodtørstige og ugudelige, selvom arkæologien har løftet sløret for en periode, hvor handel, fiskeri og jordbrug i ligeså høj grad kendetegnede hverdagen.