Handel i vikingetiden
Vikingetiden var andet end vold og konflikt. Handel var en af de mere fredelige aktiviteter, selv om nogle af konflikterne i grænseområderne mod syd nok drejede sig om de første handelsbyer og handelspladser.
Handel var en blomstrende aktivitet for vikingerne. Havnebyen Hedeby ved Slesvig i det nuværende Tyskland var Danmarks vigtigste handelscentrum i vikingetiden. Hedeby var en havneby, der i 900-tallet var omkredset af en beskyttende vold. Inden for volden var der et net af gader, og her holdt købmænd og håndværkere til. De var under beskyttelse og kontrol af kongemagten.
Byens rødder går tilbage til 700-tallet. Igennem vikingetiden voksede den i størrelse og betydning. En af Hedebys store fordele var, at den lå ved et trafikalt knudepunkt – både i forhold til landeveje og vandveje.
En anden vigtig handelsby i vikingetiden var Ribe. Her blev en handelsplads anlagt i begyndelsen af 700-tallet på nordsiden af Ribe Å. Begge steder var vigtige for vikingernes handelsnetværk, og ifølge de skriftlige kilder var de mål for nogle af de første kristne missionærer.
Vikingernes handelsbyer
Før vikingetiden fandtes særligt udvalgte pladser for handel samt landsbyer af betydelig størrelse, men byer var der endnu ikke tale om. I vikingetiden udvikledes de første egentlige handelsbyer i Skandinavien. De skød op centrale steder langs Skandinaviens kyster ved naturhavne eller i fjorde.
Nogle af disse var blot mindre strandmarkeder, der voksede sig store. Andre synes at være planlagte og opbygget efter en stram plan fra begyndelsen. Bygherre og initiativtager kunne være den centrale kongemagt eller den lokale stormand.
Et sådant initiativ ses med anlæggelsen af handelsbyen Ribe. I begyndelsen af 700-tallet havde en konge eller en magtfuld stormand givet tilladelse til, at købmænd kunne slå deres boder op i sikkerhed på en mark ved Ribe Å. På et 200 m langt og 65 meter bredt område blev der opført en gennemgående gade med 6-8 meter brede parcelgrunde på hver side adskilt af skelgrøfter og plankelagte stier. Forinden havde man planeret området med et tykt lag sand, af praktiske årsager og måske for at gøre området mere attraktivt. Parcellerne var beboet og fulde af aktivitet; håndværkere fremstillede glasperler, kamme, bronzesmykker og sikkert meget andet.
Det var især håndværkere og handlende, der boede i byerne. Her servicerede de et købestærkt publikum og de mange købmænd, der kom strømmende fra nær og fjern. Fra byerne blev importvarer, både luksusvarer og massegods som klæberstenskar, fordelt videre ud til lokalsamfundet, mens landbrugsvarer og andet fra det lokale område blev skibet videre ud i verden. I Jylland finder man ofte de importerede varer, når man udgraver de omkringliggende landsbyer fra vikingetiden.
Konger og byer
Skulle en by kunne tiltrække handel, var det altafgørende, at købmændene kunne handle i fred og føle sig sikre. De ville ikke komme rejsende langvejs fra med værdifulde varer, hvis risikoen for at miste livet og – eller – varelageret var stor. Der var derfor brug for beskyttelse. Garanten for sikkerhed var i mange tilfælde kongen eller en anden lokal stormand. Til gengæld kunne kongen pålægge købmændene og håndværkerne forskellige afgifter og skatter, når de slog sig ned i byen.
Vikingetidens handelsbyer var derfor også et økonomisk aktiv for kongen. Måske var det baggrunden for, at den danske konge Godfred lod handelsbyen Reric i Nordtyskland ødelægge i 808. Efter angrebet tvang Godfred alle handelsfolkene og håndværkerne til at flytte til handelsbyen Hedeby, så de kunne sælge deres varer der. Det var en effektiv måde at udkonkurrere Reric på og skabe større rigdom og handel i Hedeby. Særligt for kongen selv, der nu kunne opkræve skatter hos de mange nye købmænd.
Samtidig reparerede og udbedrede Godfred formentlig grænsevolden Danevirke. Danevirke lå lige op til Hedeby og dannede en grænse mellem det danske rige og saksernes land, der var under frankernes indflydelse. I slutningen 900-tallet forstærkede kong Harald Blåtand yderligere Danevirke og Hedeby. Byen lå nu beskyttet bag en halvkredsformet jordvold. Fra volden kunne kongens hird – hans private følge af krigere – bevogte og forsvare byen, hvis den blev angrebet. På samme tid blev havnen også beskyttet af en pælespærring. Helt sikre forhold var der ikke altid.
En sikker rejse – frihandel i vikingetiden
Handelsskibe og handelspladser var lokkende plyndringsmål, og lange transporter over land eller til søs var altid forbundet med en risiko for plyndring. Det fortælles for eksempel om Ansgar, at han i 830 på sin første missionsrejse til den svenske handelsby Birka blev overfaldet af sørøvere. Såvel Ansgar som de købmænd, han rejste med, mistede alt, hvad de ejede.
Det er normalt krige og slag, der optager historieskriverne, men fra Europa kendes også en række diplomatiske aftaler, der blandt andet skulle sikre handelen.
I Fulda-annalerne under året 873 fortælles, at danerkongen Sigfreds sendemænd ankom til Worms for at indgå aftale med Kong Ludvig den Tyske. De ville sikre freden i grænseegnene mellem danerne og sakserne, så de danske købmænd kunne handle i naboriget i fred og sikkerhed.
Handelsaftalerne vidner om en fredelig sameksistens imellem landene, men også at handel ikke kunne foregå uden beskyttelse og nødvendige aftaler kongerne imellem.
Byttehandel i vikingetiden
Fra Hedeby kendes en runeindskrift, der fortæller, at Oddulf gav Ørik/Ødrik et sværd, og Ørik/Ødrik gav Oddulf et odderskind. Her er vi vidne til en ren byttehandel, som var en meget almindelig udvekslingsform i vikingetiden. Meget af byttehandlen var baseret på overskud fra egen gård. Det var korn, grøntsager og husdyr. Disse varer bragte bønderne ind til byerne, hvor de kunne bytte dem væk for andre nødvendigheder som tøj eller redskaber eller luksusprægede varer som smykker og glas.
Igennem vikingetiden blev sølvet mere og mere vigtig i handlen. Sølvet kunne have forskellig form: mønter, sølvbarrer, hele eller ituklippede smykker osv. Man betalte med sølv efter vægt. Det betød derfor ikke så meget, hvor mønterne kom fra, eller hvad der stod på dem. Med en skålvægt, som man holdt i hånden, og vægtlodder kunne man præcist afgøre, hvor meget sølv der skulle til, for at en handel var på plads. De ældste nordiske mønter blev slået i Ribe og Hedeby, men mønter udkonkurrerede ikke umøntet sølv. Kongerne i 900- og i 1000-tallet udbyggede møntvæsenet. Udenlandske mønter kunne dog stadig bruges sammen med klippede sølvstykker.
