Farefuld færd til Østeuropa og Rusland
Vikingernes skibe var nøglen til den store verden, og de kom vidt omkring. Særligt de svenske vikinger tog rejsen østover. Fra handelsbyen Birka og fra Gotland sejlede de over Østersøen videre ad de østeuropæiske og russiske floder og nåede helt til Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Langs floderne kom de frem til handelspladser og byer og kom dermed i kontakt med handelsnetværk, der strakte sig så langt som til Kina og Indien.
Det var dog et yderst risikabelt foretagende at foretage denne rejse, hvor vikingerne trængte ind i fremmede folkeslags territorier. Dette øgede sandsynligheden for overfald og plyndringer. Turen var endvidere farefuld, fordi det russiske landskab bestod af uvejsomme områder, og floderne var fulde af lavvandede strøg og strømfald. Vikingerne har derfor været stærkt afhængige af lokalbefolkningens kendskab til området.
Rejsen til Gardarriget
I løbet af 700-tallet fandt de første vikingeskibe ind i Gardarriget, som dengang var navnet på det russiske rige. Det betyder “landet med gårdene,” hvor betegnelsen “gård” nok skal forstås som “by”.
Byen Staraja Ladoga var vikingernes indgang til Gardarriget. Besøger man byen i dag, ser man vikingernes gravhøje langs floden Volkhov.
Handelsbyen Ladoga opstod i slutningen af 700-tallet. Den havde mange af de samme træk som blandt andet Hedeby og Birka, men blev samtidig brugt som ”rasteplads”, hvor handlende og varer ventede på egnet vejr til at kunne fortsætte den videre rejse.
Kalifatet i Bagdad – Vikingernes Særkland
Det arabiske rige var også et vigtigt mål for vikingerne, og de kaldte riget for Særkland, der måske betyder ”Silkelandet”. Denne rute gik østligere via Volga-floden. På ruten var Bulgar et vigtigt internationalt marked, fordi det fungerede som det vestligste punkt for de silkekøbmænd, der med kamelkaravaner kom helt fra Kina. I Bulgar fik vikingerne tillige øjnene op for arabernes vældige rigdom på sølv.
Sølvet havde stor betydning i vikingeøkonomien. Tusindvis af de fundne sølvmønter fra vikingetidens Skandinavien er slået i det gamle arabiske kalifat i de nuværende byer Samarkand og Taschkent. I det område lå netop store og betydningsfulde sølvminer. Disse blev dog med tiden tømt, og vikingernes interesse for de østlige handelsruter dalede. Dette skete i slutningen af 900-tallet. Vikingerne fik i stedet slukket deres sølvtørst i Mellemeuropa, hvor særligt sølvminer i Harzen blev udnyttet.
I Danmark er fund af importvarer, som stammer fra de østlige forbindelser, ikke særlig almindelige, bortset fra det arabiske sølv. Måske skyldes det bevaringsforhold, da silke, broderier og pelsværk meget sjældent er bevaret.
Byzans - Vikingernes Miklagård
Vikingerne rejste især østover for at etablere handelsforbindelser med det byzantinske rige. Her var hovedstaden Konstantinopel – vore dages Istanbul – handelscentrum for varer fra hele middelhavsområdet, Nordafrika og den Nære Orient.
Her kunne vikingerne købe eksotiske varer som silke, broderet klæde, vin, frugt, krydderier og smykkesten som karneol og bjergkrystal. Disse varer var eftertragtede på det skandinaviske marked. Den lange og besværlige transportvej gjorde dem endnu mere kostbare, når de endelig nåede frem til handelsbyerne Birka, Kaupang og Hedeby.
Vikingerne kaldte Konstantinopel for Miklagård, ”den store gård”. Den havde en vældig bymur, imponerende kirker og bygningsværker af sten, der har taget pusten fra enhver besøgende. Til sammenligning må Hedeby og de øvrige skandinaviske byer have virket direkte fattige.
Vikingerne tog på forskellige typer af togter.
Med skib eller slæde af de russiske floder?
Nutidige forsøg har vist, at sejllads med vikingeskibe på de russiske floder kun er for rutinerede sejlere. En gruppe svenske forskere har foretaget en sommersejlads fra Mälardalen til Novgorod i et 9 m langt klinkbygget fartøj, bygget som et vikingeskib. Besætningen havde stor erfaring med at føre det – alligevel varede turen 42 døgn. De rejste videre fra Novgorod til Dnjeprs udløb. Her varede rejsen ikke mindre end 89 dage, altså tre måneder. Hertil kom, at over mere end 250 km måtte båden slæbes over land.
Læs om verdens største vikingeskib.
Konklusionen blev derfor, at en bådrejse tur retur fra Mellemsverige til Sortehavet næppe kunne gennemføres inden for den periode, hvor de russiske floder var isfrie. Enhver rejse med skib længere end til Staraja Ladoga må have indbefattet mindst én overvintring i Rusland.
Et alternativt til sommersejlads er vintertransport med hestetrukken slæde. Via de tilfrosne floder kunne vikingerne med slæder reducere rejsetiden fra måneder til få uger. Nye forsøg i Rusland viser, at man kan tilbagelægge op mod 150 km på en dag med slæde. Det betyder, at en rejse fra Novgorod til Gnezdovo med slæde kan gøres på 7-10 dage, mens en bådrejse tog omkring 30 dage. Slæderne havde naturligvis en mindre lastevne end bådene, men dette blev modsvaret af tidsbesparelsen.
I Rusland har man gjort talrige fund af slæder, især i Novgorod, hvor de dog mest er fra sen vikingetid. Slæder er også fundet i Staraja Ladoga, hvor de går helt tilbage til 700-årenes slutning. Dette passer med udbredelsen af vikingernes genstande langs de russiske floder.
Vintertransporterne ses også i form af isbrodder til mennesker og heste. Isbrodder er små jernknopper, der fastgøres til sko eller hestehove for at give et sikrere fodfæste. De er blandt andet fundet i en grav i Staraja Ladoga. Her fandt man to hesteskeletter, begge skoet med isbrodder.