De gådefulde edsringe
Nogle af armringene kaldes ”edsringe”. Det er armringe, der er åbne og har tragtformede ender. Betegnelsen stammer fra begyndelsen af 1800-årene. Man mente på dette tidspunkt, at man i de islandske sagaer kunne finde forklaringer på brugen af genstande fra oldtiden. Guldarmringene blev, på grund af sagaerne, opfattet som genstande, der blev brugt i forbindelse med edsaflæggelser på tinge. Selv om det senere viste sig, at ”edsringene” ikke er fra sagaernes tid, men fra den meget ældre bronzealder (ca. 1700-500 f.Kr.), fortsatte man med at benytte dette navn. Edsringenes udseende kan variere meget – de kan være kraftige og spinkle, af guld eller af bronze. Ofte findes edsringene som offernedlæggelser.

