Indhegnede samlingspladser
Samtidigt med at dysser og jættestuer blev bygget, blev der anlagt store samlingspladser, der kunne rumme en hel egns befolkning. De lå ofte på markante punkter i terrænet og var omgivet af palisader. Spor af rituelle handlinger viser, at pladserne først og fremmest har fungeret som kultsteder. Rundt om pladserne ligger aflange grøfter i et særligt system. Grøfterne blev tømt for jord og kastet til mange gange. Måske man har ladet de dødes lig ligge her, så de kunne skeletteres, og man senere kunne anbringe knoglerne i dysserne og jættestuerne? Samlingspladser var at finde hos næsten alle tidlige bondesamfund i Europa.
Ved Sarup på Fyn blev der 3400 f.Kr. anlagt en samlingsplads på en højtliggende terrasse mellem to vandløb. Den havde en udstrækning på 500 m. Efter et stykke tid ophørte aktiviteterne, og anlægget forfaldt. 3200 f.Kr. blev anlægget retableret i mindre målestok. Derefter fungerede stedet som boplads indtil ca. 2800 f.Kr.