Dolktidens imponerende pilespidser
Det er ikke kun pragtdolke, vi finder fra dolktiden. Andre små flintteknologiske mesterværker dukker også op af den danske muld. Omkring begyndelsen af dolktiden (2400-1800 f.Kr.) fremstilles pilespidser af den verdensomspændende trekantede form, som eksempelvis også nordamerikanske indianere og andre naturfolk anvendte. Disse spidser er lavet ved hjælp af den såkaldte presteknik, hvor man presser små stykker af flinten med et spidst håndholdt redskab. Pilespidser, der formentlig er ”forbiere”, findes som løsfund rundt omkring i landskabet. Nogle gange findes pilespidserne også på bopladser og i grave. Fladehuggede pilespidser blev brugt gennem hele dolktiden frem til yngre bronzealder, hvor de ikke længere kunne konkurrere med pilespidser af metal.