Bøndernes redskaber
Med landbruget kom ny viden om, hvordan man ryddede skoven, dyrkede jorden og opbevarede landbrugsprodukter. Den nye viden blev ligesom nytteplanter og husdyr overtaget fra den bondekultur, der allerede havde etableret sig syd for Østersøen. Landbruget kom til Norden med hele sit udstyr. Hertil hørte slebne flintøkser, høstredskaber og et mere udviklet pottemageri.
De første bønder havde effektive redskaber til at fælde skovens træer og bygge huse og hegn. De nye, slebne flintøkser havde i begyndelsen en ”spidsnakket” form.
Kornet blev høstet med segl, som bestod af skarpe flintflækker indsat i et træskaft. Korn blev malet til mel på en skubbekværn af granit. Cirkelrunde lerskiver blev brugt til at bage fladbrød på. Fødevarer blev opbevaret i lerkar af forskellige former med hver deres funktion. Mest almindelig var lerkar med tragtformet hals. Den første bondekultur har fået sit navn efter dem: Tragtbægerkulturen.
På en lerskive som denne fra Volbæk, nær Århus, bagte man fladbrød. Lerskiven er dekoreret med tandmærker, som man har bidt ind i leret. Du kan læse mere om dekoration af keramik i bondestenalderen her.