Mødet mellem romere og germanere
På de to sølvbægre fra Hoby illustrerer specielt en af billedscenerne romernes opfattelse af forholdet mellem dem og de germanske befolkningsgrupper i Nord- og Mellemeuropa. Det er scenen, hvor den trojanske kong Priamos knæler foran grækernes helt Achilleus og beder om at få udleveret sin søns lig. Achilleus er fremstillet som den atletiske ideal-romer – kortklippet, glatbarberet, med nøgen muskuløs overkrop, lændeklæde og bare fødder. Priamos bærer derimod fuldskæg og er klædt i en såkaldt frygisk hue, skjorte, bukser og sko – han er klædt som en germaner. Fremstillingen viser germaneren, der underkaster sig romeren, og scenen er et sindbillede på romernes selvopfattelse.
Gad vide om høvdingen fra Hoby forstod, at det pragtfulde bæger i princippet beskrev hans egen underkastelse for romerne? Denne og de andre scener på Hoby-bægrene viser, at de med al sandsynlighed var et bestillingsarbejde fra en højtplaceret officer i den romerske hær. Billedfrisernes militær- og magtsymbolik er meget klar. Silius, den romerske øverstkommanderende for hæren i den nordligste provins, kan meget vel have bestilt de to bægre hos den græske sølvsmed.