En kampdragt?
Flere af gudefigurerne på Gundestrup-kedlen bærer en dragt bestående af en tætsiddende bluse med lange ærmer og snævre bukser, som går til knæet. Stoffet er stribet på langs og udfyldt med skråskravering – måske en slags mønstervævning? Til dragten hører også et bredt bælte dekoreret med cirkler og sko eller sandaler med rem. Mens skoene ligner den type fodtøj, jernalderens mennesker gik i her i Norden, så er dragten mere fremmedartet. På dette tidspunkt gik man i Norden klædt i mere løst draperede klæder, og hverken bukser eller bluser er dokumenteret i de arkæologiske fund.
Gundestrup-kedlen er et unikt stykke, men der er på flere punkter en slående lighed mellem kedlen og en pynteplade af sølv fra et thrakisk gravfund ved Stara Zagora i det centrale Bulgarien. Det gælder både hvad angår stil, teknik og detaljer ved motiverne og dateringen til tiden mellem 150 f.Kr. og Kristi fødsel. På pyntepladen ses den græske helt Herakles, iført en typisk klassisk dragt bestående af en ærmeløs, lårkort tunika, bælte og støvler, i kamp med en løve. Selvom dragterne på de to sølvgenstande er grundlæggende forskellige, er der også tydelige inspirationer, såsom den stribede ornamentering. Sandsynligvis er Gundestrup-kedlen også produceret på Balkan.
Her kan du læse mere om ældre jernalders dragter.