Det nye folkestyre

20. januar 1848 døde Christian 8. De nationalliberale, som havde rod i det københavnske borgerskab, forstærkede presset mod enevælden for at få en fri forfatning.

Frederik 7. nedsatte en grundlovgivende forsamling sideløbende med borgerkrigen om Slesvig og Holsten i 1848. Resultatet blev Grundloven af 5. juni 1849, Danmarks første frie forfatning. Med Junigrundlovens indførelse var det dog kun en begrænset del af befolkningen, der fik stemmeret. 

Efter disse år vedblev der at være problemer ift. hertugdømmernes status i det danske kongerige. Mens Holsten og Lauenborg havde et klart tysk tilhørsforhold og var medlem af Det Tyske Forbund, var Slesvig blandet dansk-tysk. Den danske regering forsøgte med Novemberforfatningen i 1863 at knytte båndet til Slesvig tættere til Danmark, hvilket var en af hovedårsagerne til at krigen i 1864 brød ud med et voldsomt nederlag til følge.

Nederlaget medførte, at kongeriget Danmark mistede en betydelig del af befolkningen og territoriet, og også forfatningsmæssigt ændrede nationen karakter i løbet af de næste år. Betydeligst med revisionen af grundloven i 1866 og senere med systemskiftet i 1901, der gjorde, at parlamentarismen blev et ledende princip i folkestyret.