Verdenshandel og kolonier
Som søfartsnation deltog Danmark-Norge i 1600- og 1700-tallets internationale koloni- og handelseventyr. Det danske monarki havde besiddelser i Asien, Afrika og Amerika, men områderne var små. I Indien var det byen Trankebar og i Afrika forter med handelsstationer. I Vestindien opbyggedes nye samfund på tre små øer.
I sidste del af 1700-tallet holdt Danmark sig fri af de krige, som de europæiske stormagter udkæmpede, og neutraliteten gjorde København til et knudepunkt i verdenshandelen. Det var den florissante, dvs. blomstrende, handelstid. Handelen og kolonierne blev i begyndelsen drevet af kompagnier, som havde eneret på disse aktiviteter. Senere måtte også private købmænd sejle på de indbringende ruter.
Igennem hele 1700-tallet sejlede danske skibe geværer og indiske bomuldsstoffer til Guldkysten i Afrika. Her blev varerne byttet for mennesker. Ca. 85.000 mænd, kvinder og børn blev sejlet til Dansk Vestindien og solgt som slaver. I Vestindien blev skibene lastet med råsukker, der blev sejlet til København, raffineret og for en stor dels vedkommende eksporteret videre. Storkøbmænd og skibsredere skabte sig formuer på denne trekanthandel.