Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
Håndskrevet eksemplar af Christian 5.s Danske Lov, 1690.
Håndskrevet eksemplar af Christian 5.s Danske Lov, 1690. Indtil 1683 var Danmark opdelt i et jysk, et sjællandsk og et skånsk retsområde. Først med Danske Lov gjaldt samme lov og ret i hele landet.

Enevældens statsadministration

Den danske enevælde var kendetegnet ved en stræben efter at skabe overblik og orden helt ud i rigets fjerneste afkroge.

Enevældens statsadministration var stærkt hierarkisk opbygget. Øverst stod kongen, og under ham var det nye kongelige råd, der erstattede Rigsrådet. Rigsrådet havde haft egentlig magt. Det nye råd kunne kongen lytte til, hvis han ville. Under kongens rådgivere var statsadministrationen, der var sammensat af kollegier - en slags forløbere for ministerier.

Statsadministrationen var samlet i kongens nærhed i København, hvor myndigheder og etater, dvs. forvaltninger, stod direkte under kongen. Forvaltningen var opdelt i en militær og en civil del. Den militære forvaltning, Krigskollegiet, var igen opdelt i land- og søkrigsvæsen. I den civile forvaltning tog Rentekammeret sig af de finansielle sager, mens Danske Kancelli tog sig af de ikke-finansielle sager som fx kirken, myndigheder i by og på land, forhold vedrørende retsvæsen og visse udenrigske anliggender. Tyske Kancelli tog sig af hertugdømmernes indre forhold og stod for størstedelen af udenrigskorrespondancen.

Under statsadministrationen befandt den lokale administration sig. Ved enevældens indførelse blev landets opdeling i len afløst af amter, og lensmændene af amtmænd. En amtmand var kongelig embedsmand, og hans centrale opgave bestod i at repræsentere statsmagten og udføre en række forvaltningsopgaver lokalt. Til forskel fra lensmændene havde amtmændene ingen militære funktioner, og de var ikke herre over byerne i deres amt. Fx havde de ikke kontrollen over det lokale finansvæsen.

Den udbyggede statsadministration skabte behov for flere embedsmænd, såkaldt kongelige tjenere. De aflagde ed til kongen og havde pligt til troskab og lydighed. Troskabseden var det vigtigste og det, der adskilte de kongelige embedsmænd fra de øvrige undersåtter. En udlænding kunne blive kongelig embedsmand, ligesom en dansker kunne blive embedsmand hos en udenlandsk monark. For at blive kongelig embedsmand var det nødvendigt at have en uddannelse fra et universitet eller fra et af de ridderlige akademier.