Det danske rige under enevælden

I 1600-tallet omfattede det danske rige kongeriget Danmark med Skåne, Halland og Blekinge, også kaldet Skånelandene, kongeriget Norge med bilandene Færøerne, Island og Grønland samt hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Holsten hørte dog statsretligt under det tyske rige. Ved fredsaftalen med Sverige i 1658 mistede Danmark Skånelandene, over en fjerdedel af kongeriget. Det var et tab, man søgte at genvinde gennem de næste 60 år, men uden held. Selv om krigslykken var større under Store Nordiske Krig, fik den danske konge ikke de gamle østdanske provinser tilbage.
Først i 1700-tallet begyndte staten at interessere sig for Grønland. Det skete i forbindelse med at præsten Hans Egede søgte og fik tilladelse til at missionere og drive handel i landet. Herefter begyndte en egentlig kolonisering. I 1776 oprettedes Den Kongelige Grønlandske Handel, der med sit monopol på handelen var med til at holde landet i isolation langt ind i i 1900-tallet. Også i Færøerne havde kronen fra 1709 overtaget monopolhandelen, hvilket medvirkede til at isolere øerne. I Island blev den økonomiske udvikling ligeledes sat i stå af Det danske handelsmonopol fra 1602-1787.