Landbosamfundet under enevælden

Indtil slutningen af 1700-tallet tilhørte langt den største del af jorden i Danmark godsejerne. Godset var et økonomisk og administrativt centrum i landbosamfundet. Skatter og afgifter gik gennem godsejeren, som var ansvarlig for sine fæstebønders indbetaling af skatter til staten.

Det var ofte ridefogeden, der stod for den daglige drift af godset og kontakten til fæstebønderne. På godskontoret holdt man regnskab dels med godsets egen økonomi, dels med fæstebøndernes hoveriarbejde og afgifter til staten. Det var også her, man tog sig af udskrivningen af soldater blandt bønderne og af retssager, der skulle for birketinget. Et birk var en retskreds, og grevskaber og baronier havde birkeret, dvs. ret til at udnævne dommer og skriver ved birketinget, den laveste retsinstans. Godset var således en vigtig del af det enevældige statsapparat.

De fleste bønder i 1700-tallet ejede hverken det hus, de boede i, eller den jord, de dyrkede. De var fæstere. Fæstebønderne skulle betale afgifter og yde hoveri - pligtarbejde på hovedgården for godsejeren. På denne måde betalte de lejen af deres fæstegård.
Dette system levnede for mange fæstebønder kun lidt tid til at dyrke deres egen fæstejord. Mellem 1733 og 1788 havde godsejeren imidlertid ret til at stavnsbinde bønderne på godset. Det var hans pligt at sikre staten de soldater, der var brug for. Til gengæld havde godsejeren kontrol over arbejdskraften. Stavnsbåndets ophævelse i 1788 fik stor symbolsk betydning, men førte i praksis ikke til de store forandringer.