Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Juleknas i en mangeltid

Jul under besættelsen var ligesom resten af hverdagen mærket af mangelsituationen. På trods af ekstra rationeringer op til jul måtte forventningerne til kager og konfekt ofte nedjusteres. Danskerne var dog hurtige til at finde på erstatninger.

Sparede sukker til jul

Her fortæller en pige fra Stubbekøbing, hvordan man alligevel kunne nyde "den søde juletid" under besættelsen: "Til jul lavede vi selv julegodter. Vi sparede sukker sammen ved at bruge sødetabletter i "kaffe" og "the" og så komme sukkeret i et stort syltetøjsglas, hvor vi kunne se det vokse fra dag til dag. Vi lavede kartoffelmarcipan og havregrynskonfekt af gryn, sukker, kakaoerstatning og lidt fløde. Vi havde også tørrede pærer og æbler, som mindede lidt om figner, i hvert fald smagte de lige så godt".

Hjemmelavede gaver, "Hjemmet" 1941

En flad æske overtrækkes med højrødt stof eller papir, fores med prikket papir og fyldes med alt tænkeligt til neglenes pleje.

Af et slidt håndklæde klippes det bedste stykke ud, sømmes langs siderne, frynses ud for enderne og broderes i øverste ende med bitte små korsstingsblomster omkring ordet "Gæst"…

Et billigt foto album indbindes i stofbind med applikeret navnetræk og et fikst motiv…

Et par vanter med to farver stof fores med pelsstumper…

Skaftet af gamle strømper og sokker trævles op, dampes omhyggeligt, vikles sirligt på små vindsler og foræres væk, en hel æske af gangen.

Opskrifter på erstatningsmarcipan og falsk chokolade

Kartoffelmarcipan:
50 g mosede kartofler, 350 g. flormelis, mandelessens, 2 spsk. salatolie.

Marcipanerstatning:
200 g. havregryn 60 g. sukker, 50 g sirup, 50 g. kakao. 3 tsk., mandelessens 1 dl. kaffefløde.

Havregrynskonfekt:
150 g. havregryn, 100 g. melis, 50 g. kakaoerstatning, 50 g. smør, 4 spsk vin eller eksportfløde, 2-3 spsk. kaffeerstatning, mandelessens

Falsk chokoladeovertræk:
1 spsk. Ukrydret fedt, 25 g. kakao, 25 g flormelis, 2 spsk. parafinolie, 3 bl. husblas

Jul i en mangeltid
Hjemmelavede julegaver var også populære under besættelsen. Her giver ugebladet Hjemmet et bud på opfindsomme gaver i en sparetid. Året er 1941.