Udfører en søgningSøg

Ekstraordinært foredrag: Når byen bliver en kampplads – Beirut, Gaza og Vestbredden 1982-2014

ClockClock 9. november 17:00 - 19:00
DKK 150
Ender den israelske landoperation i Gaza med kampe i Gaza By, vil det langt fra være første gang, israelske soldater udkæmper et slag med byen som kampplads. Det sætter vi fokus på i dette ekstraordinære foredrag.

I 1982 var Beiruts gader rammen for brutale kampe mellem israelske soldater og palæstinensiske oprørsstyrker.

Og i perioden 2002-2014 udkæmpede den israelske hær adskillige slag mod palæstinenserne i byer i Gaza og på Vestbredden.

Bykampe er ellers noget, de fleste soldater frygter, og de fleste militære strateger historisk gerne har villet undgå.

Byen er nemlig et langt sværere sted at kæmpe i end for eksempel skove eller åbne vidder – den består nemlig af bygninger og tunneller, som gør det nemt for modstanderen at gemme sig.

Kaos og forvirring er derfor altid følgesvende ved bykampe, hvor særligt de angribende soldater ofte bliver paranoide, fordi de har svært ved at lokalisere modstanderen. Det fører ofte til store tab af civile og soldater.

I byer er der en enorm tæthed af civile. Derfor har bykampe historisk resulteret i meget store civile tab, som man blandt andet så i forbindelse med Slaget om Stalingrad under 2. Verdenskrig og i nyere tid under kampene i Mosul i Irak og Mariupol i Ukraine.

Til dette ekstraordinære foredrag vil krigshistoriker og major ved Forsvarsakademiet, Claudia Læssøe Pedersen gøre os klogere på de militære, politiske of civile udfordringer ved en asymmetrisk bykrig med udgangspunkt i de krige, Israel har udkæmpet i Beirut, Gaza og på Vestbredden fra 1982-2014.

Information
Tid: 9. november kl. 17-19.
Sted: Krigsmuseet. Tøjhusgade 3, 1220 Kbh. K.

Tøjhusgade 3,
DK-1220 København K

Se også