Udfører en søgningSøg

Podcast: Fortiden Fast Forward

Podcast: Fortiden Fast Forward

Der er begivenheder, som har haft en afgørende betydning for, hvor Danmark er i dag og hvordan dit liv former sig. Mennesker, krige, klimaforandringer og religiøse bevægelser har formet det her land på en måde, som stadig har betydning for os alle sammen.

De begivenheder eller fænomener skal vi kende for at forstå, hvordan vi kom herhen. Vi har bedt nogle af dem, der har dedikeret deres liv til netop at prøve at forstå de her begivenheder, om at vælge én begivenhed til ét program og fortælle: Hvorfor er lige det her vigtigt at kende til for at forstå Danmark lige nu?

Værter: Mathias Damborg og Nanna Winther.

Klik her og lyt til Fortiden Fast Forward i din podcast app

Fortiden Fast Forward 12: Slavehandel og slaveri

Danmark var en slavehandlende nation fra 1660’erne indtil begyndelsen af 1800-tallet. Da man endelig forbyder slavehandel, gør man det med en tiårig tilvænningsperiode, for at der ikke var nogen, der skulle lide et økonomisk tab. Så kunne man også nå at hamstre slaver til de Vestindiske øer, hvor de danske plantager lå. Til at fortælle denne ubehagelige historie har vi fundet en ekspert i emnet, Gunvor Simonsen fra Københavns Universitet.

Fortiden Fast Forward 11: En mand af ære

En gang i 1700-tallet kunne man risikere at blive udfordret til duel. Hvis man havde skændtes offentligt med en anden mand (det var kun mænd af en vis status det her gjaldt), kunne det være at man dagen efter modtog en udfordring til duel. Man havde krænket vedkommendes ære. Det var en alvorlig sag. Da oplysningstiden dog samtidig sniger sig ind på menneskene, kommer også tanken snigende: Er det her dumt? Spild af menneskeliv? Og en dag er der en mand af status der siger nej! Nej fanme nej. Det her er ikke hvad en mands ære handler om. Han definerer en ny måde at være en mand af ære.

Fortiden Fast Forward 10: Danmark og Grønland

Denne sommer har flere mennesker end nogensinde før i Danmark lært navnet Hans Egede at kende. Han var den præst, der indledte den danske kolonisering af Grønland i 1721. Siden er han blevet hyldet og hånet fra forskellige sider. Vi har allieret os med Peter Andreas Toft, museumsinspektør på Nationalmuseet. Han har læst alle kilderne og gransket alle de arkæologiske fund. Og han tager os gennem mørket og isen og gør os klogere på, hvad der faktisk skete, dengang Hans Egede gik i land i Grønland.

Fortiden Fast Forward 9: Planen

Når du rejser rundt i Danmark, lægger du måske ikke altid mærke til, at du færdes i en plan. En plan, der blev udtænkt i løbet af 1950’erne og udført i 1960’erne. Planen var, at der skulle være en rimelig stor, god sund bolig til alle. At myndighederne skulle ned i øjenhøjde og at velfærden skulle i fokus. Det handler om 1960’ernes velfærdsbyggeri, som fylder rigtig meget i Danmark og hvis du kigger op, kan du få øje på det rundt i hele landet. Vibeke Andersson Møller, seniorforsker på Nationalmuseet, har skrevet en kæmpe bog om det og fortæller her, hvad planen var, og hvordan den blev udført.

Fortiden Fast Forward 8: Ingen klassekamp uden kvindekamp!

Den 8 april 1970 lavede Rødstrømperne deres første aktion i Danmark. De krævede ligeløn, fri abort, at mændene begyndte at tage deres del af hjemmets huslige pligter….blandt mange andre krav. De var trætte af pis. Inspireret af den amerikanske kvindebevægelse, the New York Redstockings, ville de gøre op med det kapitalistiske patriarkat. Og det startede de med ved at gå, klædt ud med BH’er uden på tøjet, faner og en masse andet gøgl, gennem Københavns gader. Deres strategi, med at få mediernes opmærksomhed ved at lave vilde og opsigtsvækkende aktioner, lykkedes faktisk ret langt hen ad vejen, og i 1973 blev den fri abort f.eks. indført i Danmark. Hør Mette Byriel-Thygesen, museumsinspektør på Nationalmuseet, fortælle om deres allerførste aktion.

Fortiden Fast Forward 7: Danmark besat af tyskerne 1940

Da tyskerne besatte Danmark d. 9 april 1940, var vi ikke i nogen som helst position til at forsvare os. Vi var for svage og vi var alene, og vi havde troet at vores erklærede neutralitet ville holde os uden for krig. Det viste sig jo at være helt forkert. Oplevelsen af magtesløshed satte sig i folket og i politikken, på en sådan måde at vi besluttede os for endeligt at vælge side. Siden har vi været en del af NATO alliancen.

Fortiden Fast Forward 6: Kong Christian 4. faldt af hesten

Christian d. IV er taget til et sted i Nordtyskland for at lede en hær mod den katolske liga. Det var de tyske katolikker. Christian IV skulle være forvarer af protestantismen og var SÅ klar. Aftenen før falder han dog i et hul, sammen med sin hest, og bliver fundet bevidstløs, blødende ud af næse og mund. Det som skulle være et triumftog ender med at blive aflyst, og kongen vender hjem til Danmark en forandret mand. Faktisk er der meget, der tyder på, at den aften var et negativt vendepunkt for Christian IV og dermed for Danmark. Museumschef for Krigsmuseet og Frihedsmuseet, Jens Carl Kirchmeier-Andersen fortæller os hvad der skete den aften.

Fortiden Fast Forward 5: Neolitisering

Forestil dig et liv hvor du er ligeså meget en del af naturen som et egern. Du er meget klogere, ligeså klog som du er nu faktisk. Du kan fiske, lave redskaber, skabe kunst, dyrke religion, handle med varer og tænke abstrakt. Men du lever i og med naturen. Du følger dens luner, og den ressourcer og lever i pagt med en. Men et sted i Mellemøsten udvikles landbruget. En teknologisk revolution for menneskeheden, der ændret alt! Det er nok det største spring vi har taget, og det der har forandret verden mest markant. For nu er det ikke naturen der bestemmer hvilke ressourcer vi kan udnytte hvornår. Nu lærer vi at bruge naturen på en helt ny måde, at betvinge den. denne teknologi kommer til Danmark med et nyt folk. Den her historie er du simpelthen nødt til at kende! Det er Lasse Sørensen, forskningschef på Nationalmuseet der er vores shaman i dette afsnit af Fortiden Fast Forward.

Fortiden Fast Forward 4: Klima

Alle ved at der er klimaforandringer i gang. Selv dem der fornægter at mennesket har noget som helst med det at gøre. Noget sker der sgu! Men Lasse Sørensen, forskningschef på Nationalmuseet, har som en anden Yoda en kæmpe visdom om tidernes skiften og historiens gang. Og klimaet har altid forandret sig. Mange gange har isen trukket ind over store dele af kloden, og mange gange er har den trukket sig tilbage igen. Hver gang har det haft en kæmpe effekt på livet på kloden. Lasse er ikke i tvivl om hvorvidt mennesket har en finder med i spillet i de nuværende klimaforandringer. Men har fortæller også at vi står i slutningen af en varmeperiode, en mellemistid. Selvom vi ikke ved hvad der kommer til at ske, ved vi dog en ting: Alt forandrer sig, og livet tilpasser sig. Hvad der overlever er clifhangeren over dem alle.

Fortiden Fast Forward 3: Luthersk propaganda

Før Martin Luther (som havde fået så mange bank som barn) gik amok på den katolske kirke, var hele Europa sådan set katolsk. Men i 1517 slår han sine 95 teser op på døren til slotskirken i den tyske by Wittenberg, og det sætter noget i gang der ikke kan stoppes. Danmark bliver lutheransk, protestantisk reformeret. Firgjort fra paven i Rom. Og det sker d. 30 oktober 1536. Poul Grinder, museumsinspektør på Nationalmuseet, gør os opmærksomme på hvor meget ”luthersk” propaganda vi stadig er påvirkede af, og hvor stort et skridt det var at tage. Og hvor belejligt det var for kongen. Det her er endnu en af de begivenheder i danmarkshistorien som bare er rigtig rare at kende.

Fortiden Fast Forward 2: Danmarks første kanonduel

Danmark er i 1400-tallet åbenbart Østersøens provokerende skrænkepave. Vores lands placering gør at man skal forbi Danmark for at komme ud i Nordsøen, og det tager vi os godt betalt for. Det bliver resten af byerne ud til Østersøen rigtig trætte af. ”Hansestæderne” som en sammeslutning af handelsbyer bliver kaldt, beslutter sig for at nok er nok, og tager mod Danmark med en flåde og en masse kanoner. Danmark vinder, og kanonduellen bliver startskuddet til at våbenkapløb og en revolution indenfor våbenteknologien udvikling. Herfra er der ingen vej tilbage til sværd og buer, og riddernes gammeldags æreskodeks. Nu kan alle bare skyde og brage, og dem med det mest effektive våben vinder. Poul Grinder folder det hele ud. Han er museumsinspektør på Nationalmuseet, og er helt hjemme i middelalderen.

Fortiden Fast Forward 1: Haralds Kumler

Dengang Danmark blev født, var Harald Blåtand den stolte far. Han påstår på den meget kendte runesten i Jelling følgende: "Harald konge lod gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder - den Harald som vandt sig Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne".
Fortiden Fast Forward har hevet fat i Mads Dengsø Jessen, seniorforsker på Nationalmuseet. Han fortæller om Harald, Haralds forældre, Danmark som bliver til, stenene i Jelling, gravhøjene og alt det andet. Og han bliver nødt til at prøve at forklare hvorfor det er ”need to know” fra Danmarkshistorien.