Stjerneforfatter Daniel Kehlmann om sin barndom og vejen ind i litteraturen
44-årige Daniel Kehlmann er et fænomen i tysk litteratur - han er den forfatter i Tyskland, som har solgt flest bøger efter anden verdenskrig. Den prisvindende forfatter er en klar og respekteret stemme i den offentlige debat, hvor han forsvarer demokratiet, retsstaten og en tolerant holdning i flygtningedebatten.
I denne samtale med journalist Marc-Christoph Wagner hører du om hans familie, hans barndom, vejen ind i en verden af bøger og til at blive forfatter. Hvilke tanker han havde, da han skrev sine bøger og om Trediveårskrigen, som han beskriver i sin roman ’Tyll’.
Kehlmann taler også om, hvad Gutenbergs trykpresse har at gøre med ”fake news” og sociale medier, hvorfor brødrene Humboldt er så afgørende skikkelser for det moderne Tyskland og hvad det vil sige at være tysk i dag – 30 år efter Murens fald.
Interviewet foregår på engelsk.