Udfører en søgningSøg
Kommentar: Skikken med at sætte lys i vinduet 4. maj får fornyet betydning i corona-tiden

Kommentar: Skikken med at sætte lys i vinduet 4. maj får fornyet betydning i corona-tiden

Af Lykke L. Pedersen seniorforsker ved Nyere Tid og Verdens Kulturer

Den aktuelle situation omtales – med rette – som historisk. I løbet af ganske få uger eller ligefrem dage er alt blevet vendt på hovedet for de fleste. Situationen har kaldt på sammenligninger med tidligere tider, hvor store epidemier, men også krig og økonomiske kriser, har truet. Mange har nævnt Anden Verdenskrig for at finde paralleller til den undtagelsestilstand, vi oplever lige nu, hvor store og små ting må undværes.

Året 2020 er et år, hvor mange store jubilæer og begivenheder skulle have været markeret lige fra Genforeningsjubilæet, dronning Margrethes 80-års fødselsdag, 75-året for befrielsen til store sportsarrangementer med masser af tilskuere som OL, EM i fodbold, cykelløb og musikfestivaler og 1. maj m.v. I familierne har konfirmationer og bryllupper måttet udsættes lige som børn og unges skoleafslutninger i folkeskoler, gymnasier og erhvervsskoler er blevet udskudt eller ligefrem aflyst. Begravelser må afholdes med få deltagere og afholdelse af mindehøjtideligheder udsættes, til vi er kommet ”på den anden side”. Den hverdag, vi tager for givet, er blevet det, vi savner mest. Mange fællesskaber er sat på pause, mens andre har fundet nye, ofte overraskende løsninger på det at være sammen, men hver for sig, Det har været interessant at følge, hvordan traditioner og ritualer finder nye former, og opfindsomheden har været stor.

Hvor det har kunnet lade sig gøre, er de fleste arrangementer så vidt mulig blevet afholdt, og der er eksempler på både bryllupsfester og bankospil via digitale medier. Omkring en million mennesker har hver fredag aften via sociale medier sunget alsang, og hver morgen leder Phillip Faber veloplagt nationen igennem sangskatten, lige fra salmer, fædrelandssange over børnesange til revyviser og nyere populære sange som Albertes Lyse nætter. I corona-tiden har de fleste været hjemme, alene eller sammen med familien. En udbredt måde at kommunikere på – foruden de virtuelle fællesskaber – har været at stille synlige ting i vinduerne det sted, hvor man bor. Der har været udstillet myriader af flotte børnetegninger i form af håbefulde regnbuer, og der har været stillet parader af bamser op, der fra vindueskarme vinker til forbipasserende børn. Nogle sætter skilte op i vinduerne med positive budskaber eller flager fra altanen. Og sætter lys i vinduerne.

Vi er nu nået frem til befrielsesjubilæet den 4. maj, hvor der traditionelt stilles lys i vinduerne. På nettet har der været opfordringer fra Folketing, kommuner, organisationer og Facebook-grupper til, at befolkningen ved dette 75-års jubilæum sætter lys i vinduerne. Dette årstidsbestemte ritual kan netop udføres hver for sig, men sammen. Skikken er et enkelt, men symbolsk ritual, og den regelbundne handling udtrykker som et socialt fænomen både fællesskab og håb, som netop i år får en helt ny dimension.

Skikken med lys i vinduerne rækker tilbage til afslutningen af Anden Verdenskrig. Kl. 20.36 den 4. maj 1945 læste Johannes G. Sørensen det længe ventede frihedsbudskab op i radioen fra London. Det er siden blevet gentaget hvert år på befrielsesaftenen. Mange fortæller, hvordan folk løb ud i gaderne, rev mørklægningsgardinerne ned og spontant satte lys i vinduerne. I retrospektiv har historikere diskuteret i hvor høj grad, der var lys i vinduerne i 1945, idet mange års rationering og mangel på stearinlys nærmest umuliggjorde, at det skete. Politiken skrev dog, at der ”ud på aftenen tændtes stearinlys i mange vinduer, levende varme lys, som tændtes for fredens og menneskelighedens sejr”, men det er først fra 1946 og frem, at skikken for alvor bliver udbredt, bl.a. som følge af organiserede mindemarkeringer og kommunal uddeling af stearinlys.

"Jeg sætter lys i vinduerne og går en tur for at se lys i andre vinduer. Har altid syntes, at der var en særlig ro den aften. Både mine forældre og bedsteforældre har altid markeret dagen. Jeg gør altså som familien "altid" har gjort. For mig personligt betyder dagen, at jeg mindes den del af familien, der døde i kz-lejre i Tyskland og Polen.” Kvinde, København f. 1976.

Skikken har levet ubrudt siden 1945, og selvom udbredelsen er aftagende, stillede 41% den 4. maj 2014 lys i vinduerne (Nationalt Videncenter for Historie og Kulturarvsformidling, 9. april undersøgelse, 2015) . Det er dog interessant, at nye betydninger hele tiden er blevet tilføjet af såvel politisk som personlig art. Skikken har antaget nye former som fx i 1995, hvor en laserlys-installation langs den jyske vestkyst gav et moderne, kunstnerisk bud på lysskikken. Den er også blevet udvidet til at omfavne kendte personer, som det bl.a. var tilfældet, da nationalskjalden Kim Larsen døde i 2018. I en Facebookgruppe tilmeldte over 14.000 sig til at deltage i en mindemarkering ved at sætte lys i vinduerne. Grunden til, at denne hyldest blev Kim Larsen til del, skyldes givet hans sang Flyvere i natten om besættelsestiden med linjerne: Jeg sætter lys, lys i mit vindue, til minde om alle dem, der forsvandt engang, og som aldrig mer kom hjem. I den aktuelle corona-tid har der været opfordringer til at stille lys i vinduerne en gang om ugen for at hædre det sundhedspersonale, der arbejder i døgndrift med COVID-19-patienterne, mens vi andre kan ”vinde krigen” ved at holde os hjemme i sofaen!

Skikken er således stadig levende og velkendt, men trods kontinuiteten antager den hele tiden nye former og betydninger. Netop dette blev emnet for Nationalmuseets indsamlinger i 2005, 2007 og 2010 Efter mørke kommer lys, hvor hovedvægten blev lagt på, hvordan personer i nutiden bruger og omtaler skikken, og hvilke rationaler, de selv begrunder deres handling med. Der indkom et interessant materiale, der fortæller om både tradition og revitalisering af skikken siden 1945. I perioder har skikken ikke været så udbredt, fx omkring 1968, hvor det var forældregenerationens udtryk, men i takt med, at Danmark har deltaget i krige siden 1990’erne, har skikken fået ny næring. De fleste, der besvarede undersøgelsen, var født efter krigen, og der var overraskende mange unge mennesker, der deltog. De mange beretninger kan således sige noget om erindringspraksis og historiebrug, men også om personlige følelser og refleksioner. Interessant er også samspillet mellem offentlige markeringer og private praksisser. Hvor sociologiske og historiske undersøgelser dokumenterer folks handlinger og adfærd, giver Nationalmuseets erindringsindsamlinger også rum for refleksioner ud fra forskellige livshistorier og livssammenhænge.

"Min mor tændte selv lys den 4. maj om aftenen i vores barndomshjem. Hun havde som københavner været gennem de 5 lange år og er stadig mærket af de begivenheder som besættelsen medførte. Det er som om nogle af disse gedulgte oplevelser er gået i arv og er blevet en del af erindringen. Traditioner er vigtigt at fastholde. De er del af vores arv og til forståelse af vores rødder og sammenhæng." Mand, København, f. 1960.

En gruppe af erindringsskrivere var naturligt nok dem, som selv havde oplevet besættelsestiden og skrev om konkrete, personlige hændelser, hvor hovedbudskabet var, at det var vigtigt ikke at glemme fortiden, og at det kan ske igen, og at hver generation skal kæmpe for frihed og demokrati. En anden gruppe var efterkommere, der typisk mindedes forældre, bedsteforældre og oldeforældres indsats og ofre. Mange har også taget skikken til sig og mindes ikke blot besættelsestidens ophør og familiehistorien, men har udvidet dagen til at være en dag, hvor man reflekterer over fredsbudskabet generelt og historiens gang, bl.a. hvor skrøbeligt demokratiet kan være. Også mange unge har taget 4. maj-lystraditionen til sig som en fredens dag, som bruges til eftertænksomhed.

”Men det er vigtigt, at oprigtigt engagerede lærere og andre rollemodeller tør stå ved deres egne holdninger og familietraditioner. Ellers dør skikken. Jeg oplever hvert år på den skole, jeg underviser på, at de 16-17-årige efterskoleelever slet ikke kender til dagen og dens betydning. Generelt ligger der for min generation et ønske om også at tillægge lysene en betydning i forhold til andre konflikter verden over. Når jeg og mine jævnaldrende venner derfor tænder lys i vinduerne onsdag aften, er det derfor først og fremmest for at markere vores egen befrielse i 1945, men ligeså meget for at mindes og sende positive tanker til de familier og lande, der endnu må leve under besættelsesmagter.” Mand, Hirtshals, f. 1973.

Der er ikke nogen grund til at tro, at skikken forsvinder med den generation, der oplevede krigen. Tværtimod viser Nationalmuseets undersøgelser, at skikken konstant fortolkes og forhandles. Nye lag bliver lagt til, og hver generation har sine grunde til at stille lys i vinduerne. I år er den 4. maj blandet med stor usikkerhed om fremtiden. Alt er sat på pause, men der kommer sikkert mange lys i vinduerne den 4. maj i år. Lysskikken forbinder os med fortiden, men også med håbet om en lysere fremtid. I hvert fald begynder de lyse nætter lige nu.