Enden på rejsen
Vi har rejst som aldrig før, på alle mulige måder - lige indtil coronaen satte de fleste rejseplaner brat på hold og henviste de årlige ferierejser til historiebøgerne. Her er historien om vores ferievaner de sidste 100 år.
Af museumsinspektør Mette Byriel-Thygesen og kommunikationsmedarbejder Karen Torp-Pedersen
Vi har rejst som aldrig før. Nye undersøgelser viser, at den gennemsnitlige dansker har rejst 3,59 gange om året. 2018 blev rekordåret, hvor 18,2 millioner passagerer rejste fra danske lufthavne. Men så kom Corona. De fleste af flyene holder stille, og danskerne er hjemme. De årlige ferierejser hører nu hjemme i historiebøgerne. I den anledningen har vi kigget tilbage på danskernes ferievaner de seneste 100 år. Kig med i vores feriealbum.
På tærsklen til århundredeskiftet i 1900 var ferierejsen for samfundets absolutte elite. Det bedre borgerskab havde sommerboliger, som hele husholdningen flyttede ud i, når de første anemoner dukkede op af skovbunden. De næste seks måneder sad fruerne på verandaen i landliggervillaerne og malede blomsterne i haven, broderede og holdt haveselskaber. Familiens overhoved – mændene – rykkede med og drev forretningen fra sommerresidensen.
En kendt københavnsk familie grosserer Rudolph Christensen, hans hustru Elina, deres tre børn og husholdningen tog til Nordsjælland på Frederiksborg Allé, og derfra tog de på udflugter i det grønne eller til stranden.
Familien Christensen var også en af de første berejste danske familier. I 1900 tog de hele vejen til Paris for at se det spritnye Eiffeltårn under Verdensudstillingen. Den oplevelse kunne de fleste kun læse om i avisen.
Den helt almindelige dansker kom sjældent mere end tyve km uden for sin hjemstavn. Måske en gang i sit liv tog de på en tur til hovedstaden. Men de havde heller ikke ferie eller weekend for den sags skyld. Den almindelige dansker sled og slæbte 12 timer om dagen seks dage om ugen. De fleste havde kun fri om søndagen, og den var helliget til kirken.
Ferie er dannelse og historiens første ferielov
Fra 1920 begynder arbejderne at gøre krav på ferie, men det går trægt, og de første mange år må de selv betale for deres fridage. Et par, der havde råd til ferier, var Johanne og Ejnar Flach-Bundegaard. Ejnar var ingeniør og havde fabrik ved Lille Mølle på Christianshavn. Her er de på nogle af deres ture:
Men Statsminister Thorvald Stauning vil det anderledes. For ham handler ferien ikke kun om et pusterum fra det hårde slid på fabrikkerne og i landbruget. Han var optaget af at give arbejderne et pusterum, så de kunne komme ud i det fri og udvide deres horisont.
Først i 1936 får Stauning flertallet i Landstinget og Folketinget med sig, der gør at arbejderne får betalt ferie, og den lov træder i kraft i 1938. Med to uger betalt ferie drager danskerne ud i landet med telt eller besøger familien på tværs af Storebælt.
Ferieproblemet – fridagene går op i druk og løssluppenhed
I 1938 kan danskerne leje billige ferieboliger igennem Dansk folkeferie. Små feriebyer knopskyder ved kysterne, og danskerne står i lange køer 1. maj, når ferieboligerne udbydes. Flere steder, står man i kø om natten. De som ikke er heldige at få en feriebolig, tager på camping.
Men Staunings dannelsesprojekt i ferien går ikke helt, som landsfaderen havde forventet. Når arbejderne forlader fabrikshallernes mørke, smider de tøjet og hæmningerne, og lokale borgerer i det små byer kigger forarget på feriegæsterne. De bader letpåklædt, køber ind hos købmanden i badetøj, og unge mennesker af begge køn sover i samme telt. Og så får de rigelige at drikke ud i de lange lyse sommernætter.
I 1940’erne får flere mulighed for at leje biler. På Sjælland kører de over til familie i Jylland, og jyderne tager på en årlig tur til Købehavn for at gå i zoologisk have og i Tivoli. Andre tager også båden til Sverige.
Med det økonomiske opsving i 1950erne får flere og flere danskere råd til en bil, og nu åbner grænserne sig for nabolandene sig for alvor, og danskerne kører bl.a. til Tyskland og Østrig. Fra 1948 hægter de en campingvogn på bilen.
Det er især sol og strand, som danskerne kører efter. I slutningen af 1950erne får to driftige herrer en idé. I København begynder Simon Spies at sælge busrejser til Spanien, og i Jylland er det præsten Eilif Krogager, der starter en rejseforretning ved siden af sit kirkeembede og kører danskerne til Spanien i busser.
I et lille årti kører Spies og Tjæreborg danskerne igennem Europa i busser til Spanien og Italien.
Men i begyndelsen af 1960erne får begge rejsemoguler fragtet danskerne til Mallorca i fly. De første flyrejser til ferieøen i Middelhavet tager 13 timer med fem mellemlandinger. Alligevel er det lidt af en sensation at flyve på ferie. Det var den øvre middelklase, der havde råd til det, og de steg ind i maskinen i deres stiveste puds.
Ferierejsen ikke for flertallet
Rejserne var stadig for de få. I 1966 havde 67 procent af danskerne ikke været uden for landets grænser. De camperede eller tog i sommerhus, og i 1960’erne og 1970erne boomer sommerhussalget.
Da Stauning sad i sit hus på landet, drømte han om, at den almindelige dansker skulle have frisk luft og udvide sin horisont med udsigt til raspmarker, samtaler med nye mennesker og en god bog ved hånden. Men han ville måske blive skuffet. I årtierne efter ferieloven i 1938 stilede danskerne efter rejser til syden og fordrev dagene i en liggestol med en drink i hånden. Driverferien nåede et vendepunkt i 1980erne, og danskerne vendt blikket mod storbyerne og resten af Europa.
Fra 1980 har halvdelen af danskerne været i udlandet. De unge tager på interrail igennem Europa, og børnefamilien tager på aktiv ferie. De der stadig tager til Mallorca har fået forkortet flyverejsen med ti timer. Nu tager det kun tre til at flyve til Las Palmas.
I 00erne udvider turismen sig til resten af verden, og den almindelige danske middeklasse familie kan også tage til Thailand i to-tre uger. Faktisk dropper flere familier gildet, når de runde fødselsdage skal fejres, og i stedet inviterer de børn og børnebørn på længere rejser til eksotiske destinationer i Asien.
Men i marts 2020 bliver corona enden på rejsen, og vi må vente en rum tid, før vi kan rejse ud i verden igen. Vi har talt med en fremtidsforsker, Anne Skare Nielsen, og noget tyder på, at de kommende ferier ville glæde Thorvald Stauning.
- Der bliver rift om sommerhusene, og vi skal ud og opleve vores eget land. Vi indlogerer os i et hus i trætoppene, i en retorcamping vogn, og så vil vi gerne ud og vandre, fortæller fremtidsforskeren.
Hvad bringer fremtiden
- Vi vil i langt højere grad konsumere unikke og magiske oplevelser frem for forbrugsvarer. Det er mere hot at komme hjem med en særlig oplevelse, der har rykket os, end at komme hjem med shoppingposer. Vi vil gerne under huden på det lokalsamfund, vi besøger, og ikke bare se dets seværdigheder. Vi får også et mere demokratisk rejsemønster, hvor forskellige samfundsgrupper mødes på tværs. Blandt andet på en shelterplads i skoven med bålplads eller i en safaripark, siger Anne Skare Nielsen.