Om skader - kalkmalerier

Et kalkmaleris bevaringstilstand er vurderet ud fra tilstedeværelse af følgende skadestyper: Smudsskader, fugtskader, mikrobielle angreb, saltskader, pudsskader, revner, skader i farve- og kalklag samt misfarvninger. Skadestyperne kan undertiden være vanskelige at afgrænse, idet de kan være indbyrdes afhængige. For eksempel kan fugtskader forårsage saltskader som igen kan medføre skader i farve- og kalklag. Tilsmudsning kan udvikle mikrobielle angreb. Revner kan tiltrække smuds osv.

Langt de fleste kalkmalerier har i flere hundreder år været dækket af adskillige kalklag. Men uanset om de har været tildækket eller har stået eksponeret, har maleriernes farveudtryk ændret sig siden den dag, kalkmaleren afsluttede sit arbejde. Hvad vi ser i dag er i langt de fleste tilfælde et andet udtryk i forhold til fortidens farvepragt. Farvernes ændringer som følge af tidens tand er ikke medtaget i vurderingen af maleriernes bevaringstilstand og derved ikke angivet som skader. For information om kalkmaleriernes farver se Kalkmaleriernes farver.

Kalkmalerier under og over hvælv er udsat for de samme typer af skader, om end grad og omfang kan variere. De mest alvorlige skader på kalkmalerier i kirkerum under hvælv er opstået som følge af salte og smuds. På vægge i loftrum over hvælv er de mest fremherskende skader opstået som følge af stød og slag samt sodskader fra tidligere tiders varmeinstallationer.

Kalkmalerier i kirkerum under hvælv har i langt de fleste tilfælde undergået op til flere restaureringer, hvorimod malerier i loftrum over hvælv som oftest aldrig har været istandsat.

Nutidens tilgang til konservering og restaurering af kalkmalerier er kun at gøre det allermest nødvendige, for derved at bevare mest mulig af de originale malerier. Hvilke indsatser det kræver, afgøres naturligvis af typer, grad og omfang af skader.

Al dokumentation angående konserverings- og restaureringsarbejder på kalkmalerier kan findes på Antikvarisk Topografisk Arkiv på Nationalmuseet i København.

Smudsskader

Tilsmudsning opstår, når støv, sodpartikler eller anden partikelforurening afsætter sig på kalkmaleriernes overflader. Tilsmudsningen kan forstærkes, når partikler transporteres med varm luft til kolde overflader. Det medfører ofte kondensdannelser, der binder smudset. Derfor er kirkernes varmeanlæg en medvirkende årsag til tilsmudsning, ligesom anvendelse af levende lys bidrager til afsætning af sod på overfladerne. 

Smuds kan fjernes ved anvendelse af tørsvampe eller andre tørrensningsmetoder, eller ved at anvende vådrensning med vand. Især sod partikler kan være vanskelige af fjerne helt, og det er ofte nødvendigt at anvende kemikalier for at eliminere sodpartiklerne. Til trods for nænsomme behandlingsmetoder er fjernelse af smuds belastende for kalkmalerier.

Fugtskader

Fugtskader opstår, når vand trænger ind i murværket og transporterer urenheder og undertiden salte til overfladen. Indtrængende vand stammer ofte fra utætheder i tag eller murværk. Vand i murværket kan ligeledes stamme fra varm fugtig luft, der kondenserer på kolde overflader. Fugtskader ses sædvanligvis som gullige og brunlige misfarvninger, og forekommer især i hvælv.

Misfarvninger efter fugtskader er vanskelige at fjerne, og løsningen er ofte at minimere dem visuelt ved retouchering. Fugtskader kan forhindres ved at holde tag og murværk tætte, samt ved at regulere kirkens indeklima for at forhindre kondensdannelser på overflader.

Mikrobielle angreb

Mikrobielle angreb opstår, når livsbetingelserne for mikroorganismer er til stede, herunder bestemte klimatiske forhold og adgang til føde. Mikrobernes stofskifte danner kemiske stoffer, som nedbryder kalkmalerierne og forårsager misfarvninger. Mikrobielle angreb ses ofte som enkeltstående pletter eller kolonier af pletter, hvis farve varierer afhængigt af arten af mikroorganismer.

En lyserød farve skyldes som regel tilstedeværelsen af bakterier, en grålig farve som regel mug og skimmel, en grønlig farve tilstedeværelsen af grønalger og en sort farve kan skyldes enten bakterier, mug, skimmel eller grønalger.    

Organisk vækst fjernes ved nænsom afbørstning, tørrensning og vådrensning.

Pudsskader

Til pudsskader henregnes tab af materiale (afstødning, afhugning), nedbrudt mørteloverflade (forvitring) samt dårlig vedhæftning til underlag. Pudsskader opstår når mørtel nedbrydes i forbindelse med forskellige former for transport i murværket (salte, fugt mv.) eller ved mekanisk påvirkning (revnedannelser, rust, håndværksmæssige indgreb mv.). Skadernes omfang kan være betinget af mørtlens kvalitet og bearbejdning.

Pudsskader istandsættes ved reparation med kalkmørtel, fastlægning eller imprægnering.

Saltskader

Den største trussel for kalkmaleriers bevaring er salte, typisk klorider, nitrater og sulfater. Salte indgår som bestanddele i kirkens murværk eller kan være steget op i murværket fra jorden. Salte kan også være tilført fra havet gennem luften. Endelig kan salte stamme fra luftforurening eller fugleekskrementer.

Saltskader opstår, når salt opløst i vand i murværket, føres frem til overfladen, hvor det krystalliseres, når vandet fordamper. Krystalliseringen kan medføre, at farve-, kalk- og pudslag skaller op og afskydes. Forudsætningen, for at salte kan transporteres, er tilstedeværelsen af fugt i murværket.  

Udkrystalliserede salte på murværkets overflade ses som punktvise udfældninger af enkeltkrystaller, tykt lag af hvide små krystaller (saltskæg), delvis gennemsigtige grålige lag (saltslør), jævne hårde områder af krystaller integreret i overfladen (sintring) og blomkålslignede formationer af krystaller (kruster).

Udkrystalliserede salte kan undertiden fjernes ved nænsom afbørstning af overfladen eller ved at ekstrahere saltene.  Saltskader er afledt af tilstedeværelsen af fugt i murværket, hvorved saltskader kan forhindres ved at holde tag og murværk i god stand, samt ved at regulere kirkens indeklima for at forhindre saltenes vandring og udfældning.

Revner

Revner opstår som følge af bevægelser i murværket, mørtlens sammensætning eller optørring eller eroderede indsatte genstande i murværket.

Sætningsrevner opstår hyppigt som følge af bevægelser i kirkens fundament som forplanter sig videre op i murværket. En svækkelse af fundamentet kan blandt andet skyldes etablering af dræn eller ændringer i grundvandsspejlet. Sætningsrevner kan også være en konsekvens af belastninger fra tagværk samt spændinger i hvælv.

Svindrevner er fine små revner i overfladen kan være en konsekvens af fejlagtig materialesammensætning af mørtel, eksempelvis hvis indholdet af kalk er for højt.  Svindrevner kan også være en konsekvens af, at påført mørtel under optørring og hærdning afgiver sit vandindhold for hurtigt. Revner kan også opstå pga. erosion af indsatte genstande i murværket, herunder murankre, jernsøm og -nagler. 

Dybe revner udbedres sædvanligvis ved at udhugge og udfylde dem med flere lag kalkmørtel. Fine små revner kræver ikke udkradsning, men kun udfyldning med finkornet mørtel eller læsket kalk. Fine små revner ses oftest kun grundet deres evne til at samle støv, og ”forsvinder” almindeligvis ved rensning.

Skader i farvelag og kalklag

Skader i farve- og kalklag ses som flager på murværkets overflade eller som blotlagte områder, hvor lagene helt er faldet bort. 

Årsager til skader i farve- og kalklag er smuds, fugt, mikrobielle angreb, salte og revner.  Derudover mekaniske skader i form af afdækningsskader, overkalkning, montering af installationer og inventar, slitage, ridser og andre spor som følge af berøring samt graffiti.

I forbindelse med skader i farve- og kalklag skelnes mellem aktive og ikke aktive skader. Aktive skader er igangværende og kræver konserverende behandling for at hindre skaderne i at udvikle sig yderligere. Ikke aktive skader har udelukkende betydning for kalkmaleriernes visuelle udtryk, og restaureres derfor af æstetiske grunde.

Behandling af aktive skader indbefatter fastlægning af løse og pulveriserede farve- og kalklag. Behandling af ikke aktive skader indbefatter udbedringer af maleriets visuelle udtryk. Til behandling af skader i farve- og kalklag anvendes så vidt muligt reversible materialer og metoder, som kan fjernes eller genbehandles, hvis det er påkrævet.

Misfarvning

Misfarvninger opstår som følge af smuds, fugt, mikrobielle angreb eller salte. Endvidere kan reparationer af kalkmaleriers farvelag, kalklag og pudslag ændre farve over tid, blandt andet eftermørkne. Ikke mindst hvis der er anvendt fejlagtige metoder og materialer under konservering og restaurering.   

Foruden fjernelse af misfarvningen, er det vigtigt at eliminere grunden til at misfarvningen opstår.

Misfarvninger efter sod partikler kan være vanskelige af fjerne, og det er ofte nødvendig at anvende kemikalier hertil. I tilfælde af eftermørknede reparationer fjernes disse, hvorefter farvelag genretoucheres.

Om skader - Alterudsmykninger

En alterudsmyknings bevaringstilstand er vurderet ud fra tilstedeværelse af følgende skadestyper: Smudsskader, fugtskader, udtørringsskader, mekaniske skader, mikrobielle angreb, insektskader og misfarvninger. Skadestyperne kan være afhængige af hinanden. Tilstedeværelse af fugt kan foranledige insektskader. Tilsmudsning kan udvikle mikrobielle angreb osv.

De mest alvorlige skader på alterudsmykninger opstår som følge af udtørring og fugt. Opvarmning af kirkerne for længe eller til en for høj temperatur kan medføre, at udsmykningernes træværk tørrer ud, hvorved der opstår svind og revner, og i sidste ende at dele af træværket kan løsne sig og falde af. Indtrængende fugt og for høj luftfugtighed i kirkerne samt opsætning af udsmykninger for tæt ved kolde og fugtige vægge og gulve kan medføre råd og borebilleangreb.

De fleste middelalderlige alterudsmykninger står i dag med en sekundær bemaling. Endvidere står mange udsmykninger afrensede, en behandling især udført i 1800-tallet. De udsmykninger, der helt eller delvist står med deres oprindelige middelalderstaffering, hvad enten den er fremdraget eller altid har stået fremme, står med et andet udseende i forhold til fortidens farvepragt. Det er altid den øverste, synlige bemaling, hvis bevaringstilstand er vurderet. Farvers ændring som følge af tidens tand eller manglende partier af en tidligere bemaling er ikke angivet som skader, og indgår ikke i vurderingerne af udsmykningernes bevaringstilstande. Tilsvarende gælder for træværket. Oprindelige partier der sidenhen er bortkommet, er ikke angivet som skader, og indgår ikke i vurderingerne.

Alterudsmykningerne har i langt de fleste tilfælde undergået flere restaureringer. I 1800-tallets sidste halvdel blev rammeværk typisk kompletteret. Figurer og relieffer blev efterskåret, slebet og kompletteret. Udsmykningernes oprindelige bemaling blev fjernet, hvorefter bemalingen blev ’genskabt’ med farver, der så ud som den oprindelige. Udsmykningerne kom derved til at fremstå med et farveudtryk uden præg af alder, slid og tidens tand. Det bemærkes, at genskabte bemalinger på hjemmesiden dateres til tidspunktet, hvor de er genskabt.

Nutidens tilgang til konservering og restaurering af alterudsmykninger er at stabilisere skadesramt træværk og bemaling og dernæst kun at udføre den allermest nødvendige rensning og restaurering.

Der foretages ikke efterskæringer af træværk. Kun undtagelsesvis nyskæres partier i en udsmykning, hvis disse er går tabt. Hvor udsmykninger har bevaret de oprindelige middelalderlige bemalinger foretages kun nænsomme retoucheringer. For højaltertavler foretages undtagelsesvis mere omfattende retoucheringer for derved at få bemalingerne til af fremstå mindre fragmentariske. Alterudsmykninger uden en bevaret oprindelig bemaling kan sommetider gives en helt ny bemaling.

Al dokumentation angående konserverings- og restaureringsarbejder af alterudsmykninger findes på Antikvarisk-Topografisk Arkiv på Nationalmuseet i København.

Smudsskader

Tilsmudsning opstår, når støv, sod og anden partikelforurening afsætter sig på alterudsmykningernes overflader. Sod kommer fra forbrændingen af levende lys, herunder fra alterlys placeret på alterbordene.

Over tid kan der på alterudsmykninger dannes tykke støvlag, der, såfremt de iblandes sod, får en fedtet konsistens, der gror fast til udsmykningerne. Endvidere kan støv optage fugt, hvilket på sigt kan give fugtrelaterede skader. Støv og sod giver endvidere udsmykningen et mørkt eller gråligt visuelt skæmmende udtryk.

Til trods for nænsomme behandlingsmetoder er fjernelse af støv og sod belastende for udsmykningernes bemaling. Bortrensning af støv og sod skal foretages af en konservator med metoder, der sikrer at støvpartikler og i særdeleshed de fine sodpartikler ikke trænger ind i malelagene og giver misfarvninger. Som regel skal alterudsmykninger efterfølgende en rensning have en beskyttende overfladebehandling.

Såfremt udsmykningen har løstsiddende bemaling kan støv og sod vanskeligt fjernes uden en forudgående fastlægning af malelagene, i det selv nænsom berøring kan betyde at bemalingen falder af.

Fugtskader

Fugtskader opstår, når fugt fra alterudsmykningers omgivelser, typisk høj fugtindhold i luften i kirken samt fugtholdige murværk eller gulve, trænger ind i træværket og forårsager råd. Råd svækker, mørner og nedbryder træværket og ødelægger bemalingen. Nedbrydelsen af træværket kommer til udtryk i form af revner, der blandt andet går på tværs af træets årer, samt misfarvninger på træets overflade.

Fugt kan tillige påvirke bemalingen, eksempelvis lasur og fernis. Fugtskader ses som hvidlige pletter og i større områder hvidligt slør.

Tilstedeværelsen af fugt i en alterudsmykning bevirker tillige at alterudsmykningernes metaldele, herunder hængsler, jern, søm, stifter og beslag, ruster, hvilket selvsagt svækker udsmykningernes samlinger og derved hele konstruktionen. Rust medfører tillige misfarvninger samt op- og afskalninger af bemaling omkring de rustangrebne metaldele.

Tilstedeværelse af fugt i træværket er tillige en forudsætning for borebilleangreb, se Insektskader samt tilstedeværelsen af mug og skimmel, se Mikrobielle angreb.

Fugtskader er vanskelige at istandsætte. Fugtindholdet i træet skal nedbringes, hvorefter svækkede partier skal stabiliseres og styrkes ved imprægnering, udfyldning eller udlusning. Det kan være nødvendigt at fjerne og erstatte svært beskadigede partier.. Konserveringsmæssige tiltag i relation til skader i bemalingen omfatter rensning, retouchering og overfladebehandling. Rust fjernes ved rustbehandling eller ved helt at fjerne og erstatte svært angrebne metaldele. For istandsættelse af misfarvninger se Misfarvninger.

Fugtskader kan forebygges ved at regulere kirkens indeklima, sikre god ventilation i kirkerummet samt holde tag- og murværk tætte. Endvidere skal sikres, at udsmykninger placeres med tilpas afstand til murværk, og udsmykninger placeret på gulve skal opsættes på fugtisolerende underlag. Eventuelle flytninger af alterudsmykninger skal foretages af en konservator.

Udtørringsskader

Udtørringsskader opstår, når kirkerne opvarmes for længe eller til en for høj temperatur, hvorved luftfugtigheden falder og bliver tør.

Det medfører at fibrene i alterudsmykningernes træværk svinder i gods og at samlinger bliver løse, sprukne og åbne. Samlingers limninger mister bindeevne og brister. Modsat træværket er bemalingen ikke hygroskopisk og svinder ikke. Bemalingens overflade bliver derved for stor i forhold til den formindskede overflade af træværket med opskalninger og afskalninger af bemaling til følge.

Udtørringsskader er vanskelige at istandsætte, ikke mindst fordi alterudsmykninger ofte skal skilles ad for at udbedre skader i samlinger. Konserveringsmæssige behandlinger omfatter udlusning og udfyldning af revner, afrensning af svækket lim, limning og sammenspænding af samlinger, fastlægning af løssiddende farvelag, overfladebehandling og retouchering af partier med afskalninger..

Forbyggende tiltag til at udgå at udtørringsskader opstår er styrring af kirkernes rumklima.

Mekaniske skader

Mekaniske skader opstår som følge af slag, stød og håndtering af alterudsmykningerne. Skaderne omfatter brud, afslag, slitage, buler, ridser og skævheder i træværk og bemaling. Slitage opstår blandt andet som følge af uhensigtsmæssig rengøring, og ses især i forbindelse med forgyldninger, som er skrøbelige.

Konserveringsbehandling omfatter fastgørelse af løstsiddende træværk, udlusning og udfyldning af ødelagt træværk samt fastlægning, rensning og retouchering af skadet bemaling.

Mikrobielle angreb

Mug og skimmel vokser ved høj luftfugtighed på overflader af organisk materiale. Mikrobernes stofskifte danner kemiske stoffer, som nedbryder alterudsmykningernes træværk og bemaling og forårsager misfarvninger. Misfarvninger ses som hvidlige og sorte pletter på udsmykningernes overflader, enten enkeltstående eller i kolonier.

Behandling indbefatter nedbringelse af fugtindholdet i alterudsmykningens træværk samt eliminering af mikroberne ved anvendelse af svampedræbende midler. Skader i udsmykningernes træværk og bemaling forårsaget af mikrobielle angreb udbedres.

Forebyggelse af mikrobielle angreb sker ved at regulere kirkens rumklima samt sikre god ventilation.

Insektskader

Insektskader på alterudsmykninger er først og fremmest forårsaget af borebiller.

Borebiller lever i fugtigt træ. Selv gammelt egetræ, hvad langt størstedelen af de middelalderlige alterudsmykninger er lavet af, kan, hvis træet får et forhøjet fugtindhold, blive svært angrebet af borebiller.

Borebiller lægger deres æg i træet. Når æggene klækkes, gnaver laverne ormegange i træet. Hvis udsmykningerne er bemalede, graver billerne sig gennem malelagene. Aktive borebilleangreb i alterudsmykninger ses som små pyramideformede bunker af mel på udsmykningernes overflader.

Andre insekter, der kan findes på alterudsmykninger, er bænkebidere og sølvfisk, der lever på mørke og fugtige steder. De æder ikke af træet, men efterlader fugtsamlende ekskrementer, hvilket kan initiere borebilleangreb.

Bekæmpelse af borebiller sker ved dels at nedbringe fugtindholdet i alterudsmykningens træværk, dels ved at eliminere billerne ved anvendelse af borebilledræbende væsker ved injicering i hvert ormstukket hul, ved gasning eller ved antioxidation. Hvilket middel og hvilken bekæmpelsesmåde der anvendes, afhænger blandt andet af om udsmykningen er bemalet. Udbedring af skader forårsaget af borebiller omfatter udfyldning af ormehuller samt retouchering af malelag. Det kan være nødvendigt helt at udskifte svært beskadigede partier.

Forebyggelse af borebilleangreb sker ved at sikre tørre omgivelser, herunder hindre fugtindtrængning og kondens, regulere kirkens rumklima samt sikre god ventilation.

Misfarvninger

Misfarvninger opstår som følge af smudsskader, fugtskader og mikrobielle angreb, og indebærer at farvelag enten bleges eller mørknes. Ligeledes vil udsmykningernes eksponering for sollys over tid udtørre og blege bemalingerne. Dertil kan tidligere tiders anvendelser af materialer og metoder i forbindelse med restaureringer give misfarvninger, herunder gulning og eftermørkning af retouch og fernis.

Det bemærkes, at farvelag kan ændre farveintensitet og kulør som følge af naturlig ælde. Ændringer af farvelag som følge af naturlig ælde vil på hjemmesiden ikke angives som skader.

Misfarvninger er vanskelige at fjerne, og løsningen er oftest rensning, retouchering og farvejusteringer af de misfarvede og slidte partier efterfulgt af beskyttende overfladebehandlinger.