Vikinger forvandler København til markedsplads
12. august 2013
Gaderne omkring Prinsens Palæ forvandles til Nationalmuseets store vikingemarked, der summer af liv og aktiviteter i dagene 17. – 18. august.
København var også beboet af vikinger, og for første gang siden vikingetiden afholdes et vikingemarked med boder og barske vikinger. I dagene 17. og 18. august er det således muligt at benytte bus og bycykel som tidsmaskine og tage til marked i gaderne omkring Nationalmuseet.
- Vi har inviteret 120 af de mest seriøse vikingeentusiaster fra fem forskellige lande. På den måde sikrer vi meget høj autenticitet i markedets aktiviteter og i de håndværk, der formidles samt i de måder, vikingerne gøres levende på, fortæller Nationalmuseets markedsarrangør Gitte Engholm og fortsætter:
- Bortset fra trælle har markedet alt, hvad en viking kan begære i de 40 håndværksboder, hvor håndværkerne viser deres kunnen og sælger alt lige fra smykker over tøj, garn og lædertasker til vikingekeramik, knive, gryder og møbler. Normalt betaler vikinger i klingende sølv, men på markedet accepterer de i dagens anledning danske kroner.
Nationalmuseet har også sikret sig drabelige krigerkampe, hvor vikingekrigere fra krigergruppenUlfhednir viser vikingernes krigskunst med svingende sværd og øksehug mod stærke skjolde. Er der blandt markedsgæsterne børn, som har lyst til selv at smage kamp og føre hvasse våben, så arrangerer Nationalmuseet krigerskole og holmgang for børn. De knap så kamplystne børn kan slå mønter, lave reb, lege vikingelege, skrive med runer, lave perlekæder, støbe tin og male skjolde.
Ved hovedindgangen til museet er der levende heste og ryttere. De fortæller om vikingernes firbenede frænde, den islandske hest, og mangler man lidt udstyr til sin egen ridehest, så findes det også i markedsboderne.
Vikingeflåde i kanalen
For første gang nogensinde kommer verdens største rekonstruerede vikingeskib til København. Det er Vikingeskibsmuseets krigsskib, Havhingsten fra Glendalough, som slutter sit sommertogt af i Frederiksholms Kanal ved Nationalmuseet. Havhingsten blev verdensberømt da skibet i 2007 drog på togt til Irland, og siden har skibet fungeret som en rejsende ambassadør for Danmarks vikingetid.
Med sine 30 meter er Havhingsten et imponerende fartøj, men det er alligevel noget kortere, end vraget af verdens længste originale vikingeskib, som Nationalmuseet lige nu viser i sin store særudstilling, VIKING.
- Skibet er 37 meter langt og dermed længere end Runde Tårn er højt, og det er helt usædvanligt, at vi på Nationalmuseet kan præsentere både verdens største sejlende rekonstruerede vikingeskib og samtidig vise vraget af det største rigtige vikingeskib, der nogensinde er fundet. Det tror jeg ikke folk kommer til at opleve igen lige med det samme, siger Gitte Engholm.
Havhingsten kommer sammen med to af Vikingeskibsmuseets andre skibe, og markedsgæsterne kan gå om bord og fornemme vikingelivet til søs. Togtets besætning har lovet ikke at tage trælle denne gang, så det burde være helt trygt at besøge skibene.
Markedet er også mad og underholdning. Nationalmuseets restaurant Julian kører vikingegadekøkken, og der er mulighed for at få sig et glas mjød til en vikingefortælling eller til tonerne fra musikgruppen Virelai, som spiller på instrumenter fra vikingetiden og middelalderen. Virelai er kendt for sin autenticitet, og gruppen har optrådt ved utallige koncerter rundt om i verden.
Læs mere om vikingemarkedet i indre København.
OBS: Der er selvfølgelig også mulighed for at besøge Nationalmuseets store særudstilling VIKING i forbindelse med vikingemarkedet. Se åbningstider og book billet her.
Vikingemarked
Tid: Lørdag 17. august kl. 10 – 21 Søndag 18. august kl. 10 – 16
Sted: Indgang ved Frederiksholms Kanal. Aktiviteterne foregår langs med Frederiksholms kanal, i Ny Vestergade og i Vester Voldgade samt i Palægården.
Entré: Voksne 30 kr. Børn u. 18 år gratis
Adgang for pressen mod forevisning af gyldigt pressekort.
For yderligere oplysninger kontakt:
Gitte Engholm, museumsinspektør og markedsansvarlig. Tlf.: 41 20 60 50
Nynne Bojsen Faartoft, presse- og kommunikationsmedarbejder. Tlf.: 41 20 60 19