Tiggermunkene under Svendborg Station

Få meter under banegården i Svendborg ligger resterne af Gråbrødre Klosterkirke, som var en af de første af sin slags i Danmark. Nyeste hæfte i Danmarks Kirker fortæller historien om klosterkirken.

Mon folk ved, hvad der gemmer sig under deres fødder, når de står på perronen på Svendborg Station og rastløst venter på toget mod Odense?
Faktisk tripper de rundt oven på resterne af en af gråbrødrenes allerførste danske klosterkirker, som knap 800 år ikke har kunnet slette de sidste spor af. 

Under banegården ligger nemlig ikke bare fundamenter af kirken og klosterbygningerne, men op til to meter høje mure. Og når folk sætter sig ind i toget, kører de nærmest direkte igennem en af klostrets gange og over det sted, hvor en hel stribe munke lå begravet. 

Måske giver vejnavnene omkring banegården et hint: Klosterstræde og Klosterplads. Her lå Gråbrødre Klosterkirke nemlig fra midten af 1200-tallet, indtil den blev revet ned knap seks hundrede år senere i 1828. Nu bliver den beskrevet i Danmarks Kirkers nyeste hæfte om kirkerne i det gamle Svendborg Amt, som netop er udkommet.

Og Gråbrødre Klosterkirke fortæller en hel del om middelalderens Svendborg, siger Per O. Thomsen, som er museumsinspektør på Øhavsmuseet, Arkæologi Sydfyn, og ledte den sidste udgravning af kirken i 2007:

- Gråbrødrene måtte ikke eje noget, og derfor må Svendborg efter al sandsynlighed have været en meget velhavende by, siden der var grundlag for, at klostret kunne leve af tiggeri, fortæller han. 

Ud over sin status som en af de første franciskanske klosterkirker i Danmark, er Gråbrødre Klosterkirke særlig, fordi man faktisk ved præcis, hvordan den så ud, fortæller Mogens Vedsø, som er redaktør på Danmarks Kirker og var med til udgravningerne i 1975:

- Der var nogle, som forsøgte at redde den i 1828. Men da det mislykkedes, prøvede man i stedet at bevare den så vidt muligt for eftertiden ved at lave udførlige tegninger af kirkerummet og gemme dekorative dele, siger han.

Ud med munkene
Som navnet fortæller, blev Gråbrødre Klosterkirke bygget af gråbrødrene, som franciskanermunkene blev kaldt på grund af deres gråbrune kutter. Munkeordenen var opkaldt efter Frans af Assisi, skulle - som fortalt - leve af tiggeri og måtte ikke eje andet end de bygninger, de boede i.

Derfor flyttede gråbrødrene til byerne, og på den måde fik deres klostre en meget tættere kontakt til befolkningen end herreklostrene, som førte et afsondret liv på landet, hvor menigmand normalt ikke havde adgang:

- Gråbrødrene prædikede for folk og oven i købet på dansk på et tidspunkt, hvor kirkesproget var latin. Så i Gråbrødre Klosterkirke i Svendborg var der åbne gudstjenester med prædikener, som var til at forstå, fortæller Mogens Vedsø.

Alligevel fik gråbrødrene problemer i årene omkring og efter reformationen i 1536. Ordenen var katolsk, og derfor blev munkene smidt ud af klostrene, som i stedet blev brugt til andre formål eller revet ned. De fleste klosterkirker i Danmark forsvandt relativt hurtigt, men i Svendborg blev selve kirken først revet ned i 1828. Den sidste klosterfløj fulgte i 1875.

1800-tallet var ellers præget af en stigende historisk bevidsthed, men også af en fremtidsiver, som endte med at vinde over de grå munke. Og det var en skam, synes Per O. Thomsen:

- Dengang mente man, at Gråbrødre Klosterkirke var overflødig, men set i bakspejlet kan man virkelig ærgre sig over, at man rev den ned, for tegningerne fra 1828 viser, at den virkelig havde pyntet i bybilledet.

Danmarks Kirkers hæfte om kirkerne i Svendborg er netop udkommet og kan blandt andet købes på Nationalmuseets Museumsbutiks hjemmeside: www.Museumsbutikken.dk

Hæftet er udsendt af Nationalmuseet med støtte fra Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet, Kulturministeriet, Augustinus Fonden og Ministeriet for ligestilling og kirke.

For yderligere oplysninger kontakt:
Per Orla Thomsen, museumsinspektør, Øhavsmuseet, Arkæologi Sydfyn. Tlf.:  20 75 29 31.
Mogens Vedsø, bygningsredaktør ved Danmarks Kirker, Nationalmuseet. Tlf.: 41 20 61 35.
Nynne Bojsen Faartoft, kommunikationsmedarbejder, Nationalmuseet. Tlf.: 41 20 60 19.