Spændende møntfund i Viborg er en brik i et endnu uløst mysterium
3. september 2013
En amatørarkæolog har fundet en helt speciel sølvmønt fra 800-tallet på Viskum Overdrev ved Viborg. Nu er den blevet indleveret til Mønt- og Medaillesamlingen på Nationalmuseet, hvor eksperter vil undersøge den nærmere.
Det er nemt at overse noget så småt og undseeligt som en lille, flad sølvmønt, der ikke er større end en 50-øre. Men med de historier, den 1200 år gamle mønt kan fortælle, er fundet ganske uvurderligt.
Mønten blev fundet på Viskum Overdrev ved Viborg af Rasmus Heiberg Søndergaard, der er amatørarkæolog og ivrig detektorbruger. Det er ikke hans første fund: For få år siden indleverede han en større guldskat, som også er at finde på Nationalmuseet.
Fundet af sølvmønten er ikke det eneste derfra, fortæller Mikkel Kieldsen, som er arkæolog på Viborg Museum, hvor mønten blev indleveret, før den røg videre til Nationalmuseet:
- Viskum Overdrev er et område, hvor vi har fået mange fund fra, siger han.
Slangekyssende hjort
Mønten er blandt de allerførste danske mønter og er fra 800-tallet - en periode, hvor der stadig er store huller i vor viden. Mønten er speciel på grund af sit motiv: På den ene side er der et dyr med fire ben, måske en hjort, der nærmest kysser en slange. På den anden side er der en maske, som man tolker som et billede af Odin.
Og dét, der er helt særligt, er, at mønten kombinerer en møntside fra Hedeby (hjort, der ser fremad) med en møntside fra Ribe (Odin-masken). Der er kun fundet fire af den slags ”mærkelige” mønter, som i forskningen har været afskrevet som en lille uofficiel udmøntning.
Men med det nye fund peger forklaringen i en anden retning, fortæller Jens Christian Moesgaard, som er seniorforsker og museumsinspektør på Mønt- og Medaillesamlingen på Nationalmuseet:
- Jo flere, der kommer, jo mere usandsynligt er det, at det er en lille og perifer udmøntning, siger han.
For hvorfor kombinerer mønten prægninger fra både Hedeby og Ribe? Hvilken forbindelse har der været mellem de to byer? Og hvem har lavet mønten?
Der er meget, man ikke ved om den lille sølvmønt endnu, og derfor glæder Jens Christian Moesgaard sig til at se nærmere på den:
- Den er en brik i et mysterium, som ikke er løst endnu, siger han.
For yderligere oplysninger kontakt:
Jens Christian Moesgaard, seniorforsker og museumsinspektør på Mønt- og Medaillesamlingen. Tlf.: 41 20 61 40
Mikkel Kieldsen, arkæolog på Viborg Museum. Tlf.: 29 60 67 93
Nynne Bojsen Faartoft, presse- og kommunikationsmedarbejder, Nationalmuseet. Tlf.: 41 20 60 19