Nationalmuseet har udgravet kalkbrændingsovn fra vikingetiden

Allerede vikingerne kendte til at hvidte deres huse og haller med kalk. Det beskyttede husenes lervægge mod vind og vejr, og det gav husene farve. Men hidtil har det været en gåde, om vikingerne brændte deres egen kalk, eller det var noget de skaffede udefra.

Nu har Nationalmuseets arkæologer fundet svaret på den rige vikingebosættelse ved Tissø på Sjælland. I foråret lykkedes det dem nemlig at udgrave den første kalkbrændingsovn fra vikingetiden. Det er samtidig den hidtil ældste kalkbrændingsovn fundet i Danmark

- Vi har undersøgt en ovn, som vikingerne brugte til at brænde læsket hvidtekalk i engang midt i 800-tallet. Kalken anvendte de til den store kongehal ved Fugledegård. Vi vidste i forvejen, at hallerne på Fugledegård var hvidtede, fordi vi tidligere har fundet lerklining med spor af hvidtekalk, men nu har vi også beviset på, at kalken blev brændt på stedet, fortæller Nationalmuseets arkæolog Sandie Holst.

Ovnens øvre dele er for længst forsvundet, og ved udgravningen fandt arkæologerne blot bunden af ovnanlægget. Det fremstod som et flere centimeter tykt, hårdt lag af kalk blandet med trækul. Under laget var undergrundssandet helt rødbrændt på grund af den massive varmepåvirkning fra brændingen.

Først mente arkæologerne, at det var en askedeponering, de havde fundet, men laget var stenhårdt, og det måtte derfor bestå af noget mere end blot aske og trækul. 
Nationalmuseets agronom Peter Steen Henriksen undersøgte derfor en prøve.

- Jeg har altid mit mikroskop med på udgravning, og da jeg kiggede på prøven, lignede det i den grad kalk. Derfor købte jeg noget saltsyre og dryppede det på prøven, der reagerede præcis, som kalk skal reagere, når det udsættes for syre - det sydede og boblede lystigt, siger Peter Steen Henriksen, 

Kalk er nemlig stærk basisk og reagerer kraftigt, når det møder syre. Faktisk er læsket kalk så basisk, at det ætser huden, og derfor undrer det Peter Steen Henriksen, at man har brændt kalk mindre end 60 meter fra hallen. 

For at fremstille hvidtekalk skal man brænde kalksten, kildekalk eller muslingeskaller ved mere end 900 grader. Det omdanner kalken til calciumoxid. Derefter læsker man kalken ved at tilsætte vand, hvorved det bliver til calciumhydroxid, som er meget basisk og derfor også stærkt ætsende. Den læskede kalk blander man yderligere op med vand, og så er det klar til at kalke vægge med. 

- Det er et meget beskidt og ikke helt ufarligt arbejde at brænde og læske kalk. Hvis man indånder støvet eller får det i øjnene, vil det reagere med fugten og ætse både øjne og lunger, siger Peter Steen Henriksen.

Han tør endnu ikke sige, hvorfra Tissøs vikinger fik råstofferne til kalkbrændingen.

- De kan have samlet muslingeskaller ude ved kysten, brugt kildekalk, eller de kan have været forbi Stevns Klint og hentet kalksten, siger han.

Der gik meget kalk til at vedligeholde de mange kvadratmeter lerklinet væg i de enorme vikingehaller, som var over 500 kvadratmeter i grundplan. Men ud over de praktiske hensyn var det formodentlig også et statussymbol at have hvidkalkede huse og haller, mener arkæolog Sandie Holst. 

Det undrer hende derfor ikke, at det var ved Tissø, at kalkovnen dukkede op.

- Vikingebosættelsen omkring Tissø var et rigt og magtfuldt politisk centrum, og de hvidkalkede haller viste beboernes rigdom og magt, ligesom hallerne har været synlige fra lang afstand, siger Sandie Holst, som ikke vil afvise, at der dukker flere kalkbrændingsovne frem af jorden ved Tissø og andre steder i Danmark.

Fund af lerklining fra jernalderen og bronzealderen med spor af hvidtekalk viser, at man i Danmark har kalket sine huse i mere end 2000 år, før vikingerne brændte kalk ved Tissø. Kalkbrændingsovne kendes helt tilbage fra fra Romerne, og der er fundet ovne fra oldtiden i både Tyskland og England. 
Sandie Holst er derfor overbevist om, at der er mange flere ovne at finde.

- Hidtil har arkæologerne ikke vidst præcis, hvad de skulle lede efter, men vores udgravning viser, hvordan en kalkbrændingsovn kan se ud, og jeg håber, vi en dag finder en ovn, som er bedre bevaret, siger Sandie Holst. 

Det vil give arkæologerne et indblik i, hvordan ovnens øvre dele så ud, og hvad den var bygget af.

Årets udgravning ved Tissø blev gennemført af Nationalmuseet med hjælp fra Kalundborg Arkæologiforening og med støtte fra Aage Og Johanne Louis-Hansens Fond. Udgravningen indgår i Nationalmuseets forskningsprojekt, Førkristne kultpladser, der gennemføres med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.


For yderligere oplysninger kontakt:
Sandie Holst, arkæolog tlf.: 41 20 61 65, sandie.holst@natmus.dk
Peter Steen Henriksen, agronom Tlf.:  41 20 61 79; peter.steen.henriksen@natmus.dk
Henrik Schilling, presseansvarlig, Nationalmuseet tlf.: 41 20 60 16