Grækerne lærte skandinaverne at barbere sig

I bronzealderen bliver det pludselig populært at barbere sig, der kommer nye fine barberknive, smukt udformede med dyreornamentik. Disse nye opdagelser fremlægger museumsinspektør Flemming Kaul i Nationalmuseets Arbejdsmark, som udkom i sidste uge.

Man kan selvfølgelig ikke sige, om de rent faktisk barberede sig i stenalderen, flint kan være vanvittigt skarpt, og rigtig godt til at skære knoppen af sig selv med. Men det er ikke muligt at se, hvilken flintflække, der i så fald er brugt til barbering ,og hvilken der har været køkkenkniv – det bliver det i bronzealderen.

Hvorfor spreder rageknive sig i bronzealderen (1800 f. kr. – 500 f. kr.) på meget kort tid fra Middelhavsområdet til Central-, Nordeuropa og Skandinavien? Flemming Kaul fra afdelingen for Danmarks Oldtid på Nationalmuseet mener, at et glatraget ansigt har været et ideologisk og socialt statement blandt en europæisk krigerkaste, som har overtaget idéen fra det græske område.

- Det virker, som om man har haft et fælles ideal og en fælles udtryksform over store dele af Europa, hvor mennesker har fået inspiration fra hinanden gennem deres kontakter, fysiske møder og på rejser, siger Flemming Kaul og fortsætter:

- Der er i øvrigt mange tegn på, at der har været kontakter mellem Middelhavsområdet og Skandinavien i de genstande, vi finder herhjemme. Mange genstandstyper og sikkert også forestillinger er udvekslet fra syd til nord, såsom klapstolen fra Guldhøj, men også tohjuledestridsvogne, som kan ses på billeder både fra Grækenland og helleristninger i Skåne, og nu kan vi tilføje én ting til – rageknive.

Rav betalte for kobber
Det ser dog ikke ud til, at det er selve rageknivene der er importeret sydfra, men teknikken bag der er importeret. Det kan man se, fordi de rageknive, der bliver fundet i Grækenland, og dem vi finder på vore egne breddegrader, ikke er ens i udformningen.

De græske har haft et skæfte af organisk materiale, som er væk nu, mens at der i det danske område er blevet lavet rageknive med håndtag udformet som et hestehoved Derudover har svenske arkæologer fornylig ud fra blyisotoper, der er aflejret i kobberet, slået fast, at man i Norden indførte kobber fra det østlige Middelhav. Meget tyder på, at betalingen for al det kobber, der kom her til landet skete i form af rav, da der ofte findes baltisk rav i grave i både Centraleuropa og middelhavsområdet.

I det græske område, hvor rageknivene blev opfundet og i Norden, har man brugt den enæggede – oprindelige type, mens de i Centraleuropa brugte en anden type ragekniv – en dobbeltægget. Det er hermed muligt at sige, at det smarte nye modefænomen ragekniven, der i her i Norden endda har et fint formet hestehovedhåndtag, har sprunget en ’station’ over i Centraleuropa. Og dermed også at skandinaviske folk må have været en del af en kommunikationsrute over større afstande, for at kunne overtage præcis den type ragekniv de gjorde. 

Mændenes nye mode
Det nye barberfænomen opstår i en periode, hvor der samtidig kommer rigtig mange højbegravelser i Danmark. Disse begravelser indeholder udover rageknive også mange sværd i mandsgravene, bælteplader i kvindegravene som for eksempel hos Egtvedpigen og fine tekstiler som i Borum Eshøj-gravene i Jylland. Rageknivene er altså en ekstra måde at vise overklassestatus på hos mændene i en periode, hvor kvinderne også bliver mere synlige i gravmaterialet. Det ser ud til at kvinderne får mere status i form af bronzesmykker og dolke i gravene. Alt dette bliver ved frem til bronzealderens slutning.

Rageknivene findes også i Danmark ret kort tid efter de bliver opfundet i Grækenland.

- Barbering bliver en del af en socialpolitisk agenda fra ”Langbortistan”, det bliver vigtigt, at vise sig smartere end sin nabo, ved at barbere sig med den fineste nye type ragekniv, siger Flemming Kaul.

Det gik altså så hurtigt at overtage modefænomenet ragekniven, at det sandsynligvis ikke var kniven i sig selv, som ”rejste”, men snarere idéen om at skulle barbere sig, som har rejst. Man kan sige, at grækerne lærte nordeuropæerne at barbere sig.

Flemming Kauls artikel kan læses i sin helhed i Nationalmuseets Arbejdsmark