Frihedsmuseets fremtid

28. maj 2013

Af Lene Floris, Forsknings- og Formidlingschef, Henrik Lundbak, leder af Frihedsmuseet og Per Kristian Madsen, direktør for Nationalmuseet. Teksten er bragt som kronik i Politiken 27. maj 2013.

En voldsom brand ødelagde natten mellem den 27. og 28. april det meste af Frihedsmuseets bygning. Ingen mennesker kom noget til. En imponerende indsats fra brandvæsenet, Skadeservice og Nationalmuseets konservatorer i forening med bistand fra andre kulturarvsinstitutioner, fra politi og Hjemmeværnet sikrede, at hverken arkiver eller genstande led uoprettelig skade. Det kan vi kun være uendeligt taknemmelige over.

Kernen i Museet for Danmarks Frihedskamp opstod, da Frihedsrådet i sommeren 1945 arrangerede en udstilling i Frimurerlogen i København og dermed lagde grunden til det kommende museum. Fra begyndelsen var der en stærk tilknytning til Nationalmuseet, også da et nyt museumshus stod klar på Esplanaden i 1957. Frihedsmuseets første ledere havde selv personligt taget del i modstandskampen, men sådan kan det af naturlige grunde ikke længere være, så nye folk er kommet til, og meget er med tiden ændret siden afslutningen af Anden Verdenskrig for 68 år siden. Men det har ikke rokket ved Frihedsmuseets berettigelse, og et årligt besøgstal på knap 67.000 bekræfter det.

Udgangspunktet for at nå nutidens og fremtidens publikum er meget anderledes end ved museets grundlæggelse. Det viste de svar, der faldt, da medierne igen i år spurgte folk på gaden den 9. april, hvad det var for en dag. En ung mand kom frem til, at det måtte være tirsdag. En ældre funderede over, om flagene på halv stang kunne have med Margaret Thatchers begravelse at gøre - Frihedsmuseet er så nødvendigt som nogensinde. Det kan derfor heller ikke undre, at knap var brandvæsnet færdig med efterslukningen, før de første debatindlæg om en fremtidig udstilling dukkede op. Skulle emnet fortsat være modstandskampen eller snarere besættelsesperioden i hele dens bredde og kompleksitet? Burde man trække tråde tilbage gennem 1930’erne til 1. Verdenskrig og frem gennem den kolde krig, måske helt til murens fald? Bør perspektivet bredes ud til hele Europa, så danskernes privilegerede situation sammenlignes med vilkårene i andre besatte lande, så vi undgår faren for dansk snæversyn og selvgodhed? Og hvad med formen? Ny informationsteknologi og en helt ændret digital verden er nu faste dele af hverdagen for både brugere og museer på en måde, ingen forestillede sig i 1995, da den nu ødelagte udstilling blev indviet.

Denne debat er opmuntrende, for den genspejler, at Frihedsmuseets emne er vedkommende. Selv om begivenhederne efterhånden ligger 70 år tilbage i vore forældres, bedsteforældres eller oldeforældres tid, kan de stadig fascinere og engagere. Fascinere, fordi verden med 2. Verdenskrig gennemgik en rystelse, som ikke er set før eller – heldigvis – siden. Engagere, fordi krigen og besættelsen stillede det enkelte menneske over for fundamentale og vanskelige valg. Man spørger uvilkårligt sig selv: Hvordan ville jeg selv have reageret, hvis jeg havde levet dengang? Hvor ville jeg have stået? Og selv hvis jeg havde følt mig sikker på, hvilken vej, som var den rigtige, havde jeg så turdet følge den? Teoretiske spørgsmål, for krigen er et overstået kapitel, men de overvejelser, som fortællingen om besættelsen sætter i gang, er relevante også for vores holdning til verden og samfundet af i dag.

Midt i glæden over engagementet i Frihedsmuseets fremtid kan man dog godt få den tanke, at debatten ind imellem føres uden blik for den udvikling, Frihedsmuseets udstillingsvirksomhed faktisk har gennemgået fra 1945 til i dag.

Det allerførste, midlertidige ’Frihedsmuseum’ i Frimurerlogen var en sejrsudstilling med et klart og populært budskab: Vi var også med i kampen mod nazismen, så vi har også vores andel i sejren. ’Vi’ omfattede i den sammenhæng strengt taget kun modstandsbevægelsen. Men det store flertal af befolkningen, som for langt de flestes vedkommende havde været pro-britisk og antinazistisk indstillet gennem hele besættelsen, kunne også føle sig inkluderet. Udelukket var kun det mindretal, som havde været på den ’forkerte’ side og - diskret antydet - politikerne som repræsentanter for det Danmark, som ikke havde kæmpet.

Trods denne diskrete distance til det etablerede Danmark så det permanente Frihedsmuseum lyset i 1957 i statsligt regi. Midlerne til museumsbygningen var ganske vist skaffet til veje af et præsidium nedsat af modstandsbevægelsen gennem en folkeindsamling. Men det var vigtigt for initiativtagerne, at det nye museum var en del af Nationalmuseet. Det officielle Danmark skulle anerkende, at modstanden havde været det rigtige ved at værne om modstandskampens minde. Og staten påtog sig gerne denne forpligtelse, for under den kolde krigs polarisering havde modstandskampens budskab fået ny aktualitet. Udstillingens underliggende budskab var: Aldrig mere en 9. april – underforstået, hvis sovjetkommunismen skulle trænge sig frem militært fra øst.

Det officielle Danmark og den systemloyale del af modstandsbevægelsens arvtagere stod nu sammen mod et af modstandskampens pionermiljøer, kommunisterne, som var blevet den nye tids fjende.

Den seneste permanente udstilling blev åbnet i Frihedsmuseet i 1995 i anledning af 50-året for befrielsen. Da var Berlinmuren faldet, og den videnskabelige udforskning af besættelsestiden godt i gang. Tidens herskende videnskabelige paradigme var historien om modsætningen mellem politikernes tilpasning og modstandsfolkenes oprør. Det blev rammen om den reviderede fortælling om modstandens historie. Udstillingen tog emner op, som dengang blev anset for kontroversielle: Den grundlovsstridige internering af de ledende kommunister. Dansk politis deltagelse i jagten på modstandsfolk og britiske faldskærmsagenter. Modstandens udspring blandt ’systemfjenderne’ på højre og venstre fløj i det politiske spektrum. Diskussionen om jernbanesabotagens reelle effekt målt på forsinkelsen af tyske troppetransporter. Den såkaldt skæve våbenfordeling mellem de systemloyale dele af modstanden og de potentielle samfundsomstyrtere. Disse temaer blev ikke gjort til hovedstykker i udstillingen. Men der var ikke – som nogle måske vil tro – nogen berøringsangst over for dem, og det er rent faktisk den her beskrevne udstilling, som stod indtil branden. Frihedsmuseet har ikke været en statisk størrelse men har udviklet sig i en stadig og gensidig symbiose mellem ny forskning, nye formidlingsformer og brugernes engagement bla. i form af frivillige medarbejdere

Et intermezzo udspillede sig i 2005 i Nationalmuseets særudstilling ’Spærretid’, hvis indhold skyldtes historikere fra Frihedsmuseet og Frøslevlejrens Museum. Den viste besættelsesårene i større bredde, end rammerne på Frihedsmuseet gav mulighed for. Det var en udstilling i tre spor: Hovedsporet, fokuserede på den virkelighed, som var den overvejende del af befolkningens, med dagligdagens mangler og vanskeligheder i fokus. Men også med krigen som den bagvedliggende realitet, der mærkedes gennem beretninger fra fjerne fronter, overflyvende bombemaskiner, og gennem den aktivitet, der udfoldede sig i udstillingens to sidespor: Blandt de kollaboratører, som solidariserede sig med besættelsesmagten, og på den modsatte side det tredje spor, nemlig modstandsfolkene. Arbejdet med ’Spærretid’ gav vigtige impulser og ideer, som det var planen at bruge ved en revision af Frihedsmuseets faste udstilling.

Men efter branden må vi tænke i mere end en revision og derfor overveje hele konceptet for Frihedsmuseet. Her skal man ikke være blind for, at Frihedsmuseets attraktion for en stor del har ligget i, at det har fortalt en overskuelig historie – som både var spændende og rejste nogle væsentlige principielle spørgsmål.

Skal alle forudsætningerne og efterdønningerne med, ender vi med at bygge et museum for Danmarks historie i hele det 20. århundrede. Og i den sammenhæng skal man huske på, at Nationalmuseet allerede rummer en oversigtsudstilling om det moderne Danmark, et museum om Danmarks industrialisering samt Frøslevlejrens Museum. Desuden har Tøjhusmuseet netop åbnet en permanent udstilling om Danmarks krige, og to faste udstillinger om den kolde krig har set lyset på henholdsvis Stevnsfortet og Langelandsfortet.

Men selv hvis vi begrænser os til besættelsesårene, er det så muligt at skildre dem i al deres kompleksitet og modsætningsfuldhed i et Frihedsmuseum, som må være loyalt mod sit udspring som modstandens museum? Vi er overbeviste om, at er der én ting Frihedsmuseets stiftere ikke ville have ønsket sig, så er det, at det museum, de opbyggede og omfattede med så meget engagement, med tiden skulle miste sit tag i det brede publikum og dermed sin relevans. Det giver næsten sig selv, at jo længere begivenhederne rykker på afstand, jo mere bliver man nødt til at forklare, og jo mere kontekst man knytter til fortællingen om modstanden, jo tættere vil den komme på at blive en fortælling om selve besættelsestiden.

Vi mener, at nøglen til at brede fortællingen ud, uden at Frihedsmuseet mister sit hovedfokus på modstanden som det væsentlige, paradoksalt nok ligger i at skille de forskellige historier ad. En svaghed ved det nu ødelagte museum var, at de beskedne rammer kun gav plads til én historie, og det måtte selvfølgelig blive modstandens. Andre temaer kunne kun inddrages i den udstrækning, de direkte relaterede sig til modstanden: Det officielle Danmarks tilpasning som rammen om modstanden. Kollaboratørerne som tyskernes håndlangere og modstandsfolkenes fjender.

Vi forestiller os et nyt Frihedsmuseum med plads til at udfolde sidehistorierne i deres egen ret: Det officielle Danmarks tilpasning som udtryk for demokratiets overlevelsesstrategi. Den rummede både faren for at blive suget ’frivilligt’ med ind et nazistisk Neuropa og havde sin moralske pris i form af det økonomiske samarbejde med Tyskland. Kollaboratørerne som repræsentanter for et andet valg end det, hovedparten af befolkningen foretog, med deraf følgende social isolation samt moralsk – og i visse tilfælde også praktisk – medskyld i nazismens forbrydelser. Hverdagen og den store historie som den ramme, der i stigende grad må tegnes op, for at den besøgende kan forstå den tid, begivenhederne udspillede sig i. En tid, hvor eksempelvis respekten for autoriteter var langt større, end vi er vant til i dag, og hvor trygge materielle rammer ikke var en given ting for alle.

Et nyt Frihedsmuseum skal give selvstændig plads til fortællingen om de danskere, der sluttede op om den allierede kamp som frivillige især i de britiske styrker eller som søfolk, krigssejlere, på konvojerne over Atlanten og på de øvrige verdenshave. Eller historien om redningen af de danske jøder, der er et særligt tydeligt eksempel på, at det samlede billede ikke tegner sig alene ved at betragte de begivenheder, der udspillede sig i Danmark. Her er også en vinkel af modstandskampen, der dels har stor international bevågenhed, dels forudsætter viden om årsagen til forfølgelse, krig og modstandskamp.

Men risikerer vi ikke at udvande budskabet ved at brede emnet ud? Selv om Frihedsmuseet altid har fortalt en enkel historie med et klart budskab, har det heldigvis aldrig haft tradition for en påpegende formidling. Vi skal fortsat fremlægge historien med de forskelle i vægtningen, som betinges af de tider, de skiftende udstillinger bliver til i, og vi skal som hidtil lade det være op til publikum selv at tænke og drage egne konklusioner. Det er godt, hvis en udstilling som Frihedsmuseets rejser spørgsmål hos den besøgende. Det er betænkeligt, hvis den også forsøger at levere entydige svar, for virkeligheden er sjældent entydig; det var den heller ikke for dem, som i sin tid valgte at tilslutte sig modstanden. Det er ved at forstå, at valget hverken var let eller enkelt, men nødvendigt for den enkelte, at vi andre kan lære noget ved at gå på Frihedsmuseet. Og i den sammenhæng har vi behov for at få alle mellemregningerne med. At forstå alle de kræfter, som kunne trække i en anden retning.

Endelig er der det formidlingsmæssige, det tekniske eller håndværksmæssige. Hvordan skal historien eller rettere historierne fortælles, så de appellerer til nutidens publikum, der forventer, at en udstilling så at sige blot udgør en facade, man kan trænge ind bag for at søge yderligere oplysning om det, som særligt interesserer en? Man er ikke blot passiv modtager af en fortælling, men selv med til at præge dens retning. På det felt har Frihedsmuseet tradition for at være godt med. I 2000 udgav museet CD’en Besættelsestiden i Billeder med 8.900 billeder af genstande, fotografier og dokumenter til brug for skolernes selvstændige arbejde med perioden. I årene 2008-2012 opbyggede det Modstandsdatabasen med navne på over 80.000 modstandsfolk, hvormed man råder over et skelet, som yderligere information kan hægtes op på. Og aktuelt digitaliserer museet systematisk de vigtigste dele af sine genstande, arkivalier og fotografier. Så når Frihedsmuseet nybygning står der, er vi også parate med byggestenene til en vedkommende og tidssvarende udstilling. Kernen og det dominerende i Frihedsmuseet er og skal være selve frihedskampen.

Dens historie udgør kroppen i museet, mens opløbet til Anden Verdenskrig og efterspillet kan sammenlignes med de udbredte vinger, der skal løfte museet og give det luft og samtidsrelevans, uden at det bliver til et nyt museum om hele det tyvende århundredes historie.

Frihedsmuseet består, og det varetager sine opgaver fra midlertidige kontorer i Nationalmuseets bygninger i Brede. Tilbage af Frihedsmuseet på Esplanaden står i dag en svært brandskadet ruin, inficeret af asbest efter branden og med fugt i den skybrudstruede kælder. Det er vores opfattelse, at vi tjener museets og dets mål bedst ved at bygge et nyt museum, der tillige lever op til de krav, der i dag stilles til formidling og sikring af genstande og udstilling.

Med henblik på fremtiden skal Frihedsmuseet genopstå som det nationale museum om frihedskampen, den kamp, som sikrede, at vi i dag har den helt selvfølgelige ret til at være uenige og give udtryk for det uden frygt og kontrol. I tråd hermed indbyder Nationalmuseet til et møde den 10. juni, hvor historikere og andre involverede kan komme med deres bud på Frihedsmuseets fremtid. Vi ser frem til inspiration og debat. I 2015 er det 70 siden, befrielsen kom. – Det bør til den tid fejres i forvisning om, at Frihedsmuseet i dets nye skikkelse er ved at rejse sig. På den måde lever vi op til forpligtelsen til at værne mindet om dem, der kæmpede!

Kronikkens indhold har efterfølgende indgået i flere radioudsendelser

P1 Morgen 27. maj kl. 8. 37: 
https://www.dr.dk/P1/P1Morgen/20080403083936.htm
(Indslag nr. 5 fra bunden) 
 
Debatten på P1 27. maj kl. 12.20: 
https://www.dr.dk/P1/P1Debat/Udsendelser/2013/05/27110545.htm
 
Orientering 27. maj kl. 17.11:
https://www.dr.dk/P1/orientering/indslag/2013/05/27/155256_1_1_1_1_1.htm