Fra Maurice af Oranien til den fynske muld
22. maj 2013
En hollandsk bronzemedalje fra 1615 fundet i Blangstrup nord for Assens bliver nu en af Nationalmuseets allernyeste tilføjelser til udstillingen af danefæ. Medaljen er den første af sin slags i Danmark.
I starten af 1600-tallet gik en hollandsk købmand måske rundt med en medalje i en kæde om sin hals. Den var af bronze og graveret med et portræt af Maurice af Oranien; krigerisk, men elsket statholder i Nederlandene i en tid, hvor grænser i den grad var til diskussion.
Næsten 400 år senere dukker medaljen op på en pløjemark i Blangstrup nordøst for Assens på Fyn, og nu kommer den på udstilling sammen med et udvalg af Danmarks nyeste danefæ på Nationalmuseet.
På Odense Bys Museer undrede museumsinspektør Mogens Bo Henriksen sig godt og grundigt, da han så medaljen:
- Jeg var fuldstændig måbende i starten, men kunne se, at den nok var fra renæssancen. Ind imellem kommer der simpelthen nogle fund ind, hvor vi er glade for, at vi har vores dygtige kollegaer på Nationalmuseet til at hjælpe os, siger han.
Den ovale medalje på cirka tre gange fem centimeter er også et helt unikt fund i Danmark, fortæller Line Bjerg, som er arkæolog og museumsinspektør på Nationalmuseets Mønt- og Medaljesamling:
- Medaljen er speciel af flere årsager. Overordnet set er medaljefund usædvanlige, for vi får kun en til to ind om året. Derudover er den her medalje oval, og den type blev kun lavet i en ganske kort årrække i slutningen af 1500-tallet og starten af 1600-tallet. Og så er den af bronze, og det er første gang, vi finder sådan en Maurice-udgave i Danmark.
Hvad har Maurice og Dronning Margrethe til fælles?
Nationalmuseet har en lignende medalje i sin samling, men den er af forgyldt sølv og har både for- og bagside, hvorimod bronzemedaljen kun er dekoreret foran.
Begge medaljer er dateret til 1615. Man ved nemlig, at de forgyldte sølvudgaver blev slået i anledning af, at Maurice af Oranien blev hosebåndsridder; den højeste ridderorden i England.
Hosebåndsordenen blev grundlagt i 1300-tallet og eksisterer den dag i dag, hvor den er en helt særlig ære hovedsagelig forbeholdt engelske kongelige og politikere samt udenlandske monarker - som Dronning Margrethe II, der blev hosebåndsridder i 1980.
Ud over at være én i rækken af hosebåndsriddere er Maurice af Oranien af eftertiden kendt som en dygtig militær strateg. Han moderniserede hæren, hvorefter han underlagde sig provins efter provins i Nederlandene og ledte oprøret mod spanierne, som havde overherredømmet i området. Derfor nød han også stor hæder i sin samtid.
Ifølge Line Bjerg er dét måske en mulig forklaring på bronzemedaljens oprindelse: At medaljen er en erindringsmedalje, som folk har båret i en kæde rundt om halsen. Måske endda slået af private borgere.
- Medaljen fejrer, at Maurice blev hosebåndsridder, og det siger meget om, hvor anset han faktisk var dengang. For det var meget dyrt at få slået de her medaljer, så Maurice må have været særdeles populær, for at private ville ofre penge på dét, siger Line Bjerg og tilføjer:
- Men hvordan den er endt i en fynsk pløjemark – se, dét er et godt spørgsmål.
Museumsinspektør Mogens Bo Henriksen kommer med et bud:
- I middelalderen gik rejseruten fra Nyborg til Sønderjylland og videre mod Tyskland gennem Assens, hvor vi har en del aktivitetspladser og handelsfund fra den tid. Så måske er det i den sammenhæng, at medaljen er endt i Blangstrup.
Bronzemedaljen kan ses i Nationalmuseets samling af nyere danefæ fra d. 4. juni.
For yderligere oplysninger kontakt:
Mogens Bo Henriksen, museumsinspektør på Odense Bys Museer tlf.: 65 51 46 45
Kai Tvedskov, den 78-årige amatørarkæolog, som fandt medaljen tlf.: 64 79 14 24
Line Bjerg, arkæolog og museumsinspektør på Nationalmuseet tlf.: 41 20 61 46
Fakta: Maurice af Oranien
Han blev født i 1567 og var statholder i Nederlandene fra 1585 og frem til sin død i 1625.
Han var kendt som en fremsynet militærmand og som manden, der kæmpede mod spanierne i Nederlandene.
Øen Mauritius blev opkaldt efter ham, da hollænderne koloniserede øen i 1638.